Det er to år siden, skuespiller Robert Hansen vågnede op på Rigshospitalets intensivafdeling med et stort operationsar ned ad brystet. Fra den ene dag til den anden var han blevet hjertepatient, og i dag kæmper han stadig med at vænne sig til et liv, hvor medicin, en hæmmet krop og angsten for at dø er hverdag

af Louise Sjöström
d. 8. maj 2017

Klik, klik, klik. Lyden er det første, Robert Hansen bemærker, når han vågner om morgenen. Klik, klik, klik. Han har lyttet til den siden den dag for to år siden, hvor han fik sat en metalklap på hjertet under en livreddende akut hjerteoperation på Rigshospitalet. Metalklappen klikker med hjertets rytme, og lyden er der hele tiden.

– Jeg tænker konstant på, om den metalklap nu også holder. Det siger de jo, at den gør, men det fylder meget. Om den holder.

Lyden gør, at Robert Hansen i dag har svært ved nærhed. Og når han sidder iventeværelset hos lægen, og der er helt stille, så synes han, det er som om, lyden fylder det hele. Klik, klik, klik.

– Så begynder jeg altid at skramle med et eller andet, et blad eller en avis, fordi jeg tror, at alle kan høre det. Det er jo ikke lyden som sådan, men den minder mig om, hvor tæt jeg har været på at dø, fortæller skuespilleren.

Han er skræmt ved tanken om, at ”der er noget, der skal laves om”. Skræmt ved tanken om, at hans krop skal igennem endnu en åben hjerteoperation, som invaliderer i lang, lang tid efter, og som har været en næsten uoverskuelig omvæltning.

– Jeg synes virkelig, det har været en hardcore tur. Tanken om at skulle igennem det en gang til … Jeg ved ikke. Det har været svært.

Han siger det fem gange i løbet af interviewet: ”Det har været svært”. Han siger også: ”Det er stadig svært”.

Medfødt hjertefejl

Robert Hansen faldt pludselig om midt i en forestilling i Tivoli og røg direkte på operationsbordet på Rigshospitalet. Her gennemgik han i over otte timer en stor operation for den medfødte hjertefejl, som ingen – heller ikke han selv – havde kendt til.

Forud var gået dage, hvor han havdehaft det skidt. Virkelig skidt. Han var i behandling for halsbetændelse men havde ikke fået det bedre, og forestillingerne på scenen om aftenen i Tivoli blev gennemført med de største kraftanstrengelser.

– Når jeg kom hjem kl. 23.45 lagde jeg mig i fosterstilling og blev liggende til klokken syv næste aften, hvor jeg skulle på arbejde igen. Jeg blev dårligere og dårligere, og den aften, det skete, tænkte jeg, at der måtte være noget helt galt. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle klare de to og en halv times forestilling, hvor jeg skulle synge og danse og vende på hovedet. Jeg kunne dårligt nok tage skridtene hen til teatret, husker Robert Hansen i dag.

Han fik sig dog slæbt af sted og kom på scenen. Men så begyndte det at gå galt. Han så syner – dyr på scenen – var svimmel, og sveden piskede af ham. Der blev ringet efter en ambulance, og så gik det stærkt.

Efter akut operation og efterfølgende tre ugers indlæggelse kom han hjem til en tom lejlighed. Sorte skyer samlede sig over hans hoved, og tankerne myldrede.

– Jeg har tidligere været ramt af depression, og efter operationen … Tilstanden var den samme. Mørke skyer. Angst for, om den der klap indeni nu også holder, og om jeg lever lige så længe som andre. Jeg synes stadig ikke helt, jeg er kommet mig over det, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde gør det. Om jeg nogensinde bliver mig selv igen, fortæller Robert Hansen.

Med sig fra hospitalet havde han medicin og helt nye rutiner, han skulle integrere i sin hverdag – en hverdag, som i første omgang ikke indeholdt andet end at komme sig oven på det store indgreb. Fra den ene dag til den anden skulle – kunne – han ikke gå på scenen, mødes med kolleger, danse, synge, gøre det, han elsker. Han var bundet til sengen og til tjek af blodtal, til genoptræning og til sine egne tanker. ”Det var svært”, siger han igen.

Så han valgte at medvirke i en tv-dokumentar om forløbet, og det betød, at han i ugevis var flankeret af en journalist, der stillede spørgsmål.

– Det virkede for mig – dét der med at åbne op og fortælle, hvordan jeg gik og havde det. Jeg snakkede og snakkede og snakkede i op til flere timer hver dag. Det var en stor hjælp.

Fællesskab

I det hele taget har Robert Hansen haft brug for at tale med nogen for at håndtere den voldsomme omvæltning, det har været at være så tæt på at dø. Ud over journalisterne på tv-dokumentaren har han set en psykolog for at bearbejde oplevelserne, tankerne og de både fysiske og psykiske udfordringer efter operationen.

Han ser ellers godt ud. Er i god form, træner meget, arbejder med glæde, nyder at være sammen med sin fireårige søn, ses med venner, får idéer og fører dem ud i livet. Men han kan ikke det samme som før operationen. Kroppen kan ikke.

– Jeg kan mærke, at det er anderledes end før. Jeg kan ikke det samme med brystet og har også fået at vide, at jeg skal holde igen til træning. Og når jeg strækker mig efter fx en køretur, så synes jeg det hele knirker.

Nogle gange vågner han og synes, at noget føles forkert. Tager sig til brystet og mærker, at hjertet galopperer.

– Det kan da ikke være rigtigt, at det skal gøre sådan her, tænker jeg så. Og så er det rart at tale med nogen, som siger, at det kender de godt og sådan havde de det forleden. Det giver ro på.

Disse “nogen” han har mødt til genoptræning. Fællesskabet med andre hjerteopererede har været en del af bearbejdelsen af forløbet, og Robert Hansen bruger det stadig til at håndtere sin ny virkelighed.

– Det er dejligt, at der er andre, der kan fortælle om deres oplevelser. Det betyder noget, det der med at stå under bruseren efter genoptræning sammen med fire andre mænd, og så har vi alle dét der, fortæller Robert Hansen, mens han fører hånden ned langs brystkassen.

Dét der ar. Han skammer sig ikke over det og skjuler det ikke. Det strammer lidt, men ellers er det der bare. Det er blevet en del af ham. Og han håber, at det aldrig skal åbnes igen.

Klik, klik, klik.

 

Robert Hansens hjertefejl

Robert Hansens aortaklap er dannet med to klapper i stedet for tre. Det bevirker, at klapperne ikke lukker helt tæt (aortainsufficiens), og at hjertet derfor skal arbejde hårdere og bliver belastet, fordi blodet skal pumpes igennem aortaklappen flere gange.

Ofte vil symptomerne være langsomt tiltagende, og selv svær aortainsufficiens kan være til stede helt uden symptomer.

I Robert Hansens tilfælde havde det ekstra arbejde, som hjertet skulle udføre, slidt så meget på halskranspulsåren, at denne havde fået en flænge. Det var den flænge, der gjorde ham så syg op til operationen.

Ved operationen fik Robert Hansen sat en protese på åren samt en ny hjerteklap.  

 

Ny ambassadør i Hjerteforeningen

  • Skuespiller Robert Hansen er ny ambassadør for Hjerteforeningen.
  • Han debuterede som 15-årig i filmen “Vildbassen” i 1994, og blev for alvor kendt efter ”Anja & Viktor”-filmene, hvor han spillede over for Sofie Lassen- Kahlke.
  • Han har også haft betydelige roller i bl.a. ”Den gode strømer”, ”Familien Gregersen” og ”Oldboys”. Han har været tv-vært på forskellige underholdningsprogrammer på TV3 og har vundet ”Vild med dans” i 2007 sammen med dansepartneren Marianne Eihilt.
  • De seneste år har han haft stor succes i de to musicals ”Dirty Dancing” og ”Dirch”, som har spillet i Tivoli og været på Danmarksturné. I forbindelse med sin hjertesygdom deltog han i tv-dokumentaren ”Tilbage til livet” på Kanal 4.
  • Han har sammen med en ven åbnet en butik med fisk og skaldyr på Vesterbro i København.

 

Artiklen har været offentliggjort i Hjertenyt nr. 1, 2017