75.000 kroner blev der samlet ind i Ringkøbing-Skjern ved Hjerteforeningens landsindsamling. Et pænt beløb, men tallet siger ikke så meget i sig selv. Det gør det til gengæld sammenlignet med de 1.400 kroner, der blev samlet ind i 2016. Her var der bare én indsamler ude og banke for hjertet i Ringkøbing – en ung kvinde, der har drevet landsindsamlingen ”fra én til 100” på kun et år.

Mia Løvstad
af Mia Løvstad
d. 10. maj 2017

Forklaringen på den succesfulde indsamling i Ringkøbing-Skjern skal findes hos den 26-årige Michelle Lehmann. I 2016 samlede hun ind alene – ene kvinde i Ringkøbing. Men i år var hun med til at engagere knap 100 indsamlere til at gå på gaden søndag d. 30. april. Og det kunne i den grad ses, da indsamlingshjerterne blev tømt og indholdet talt op søndag eftermiddag.

Brugte sociale medier

Fremgangen skyldes først og fremmest Michelles engagement og ihærdige indsats, men ifølge hende selv er der også stort potentiale i at hverve indsamlere på sociale medier.

– Især kontakten gennem Facebooks lukkede grupper for de folk, der bor i området, gav pote, fortæller Michelle, som bl.a. brugte gruppen ’Alle os i Ringkøbing’.

Hun bemærkede desuden, at det gav god respons at henvende sig til børnefamilier med budskaber som: ”Har I lyst til at bruge søndagen på en godt formål og få en hyggelig dag med familien? Så kom og hjælp med at samle ind til Hjerteforeningen”. Der var derfor mange børn med ude og samle ind sammen med deres forældre. Nogle af børnene havde taget deres venner med, og på den måde spredte det gode budskab sig, ifølge Michelle, som ringe i vandet.

Udover Facebook benyttede hun også den håndboldklub, hun spiller for, i sin hvervning. Hjerteforeningens lokalforening i Ringkøbing-Skjern fik sponseret morgenmad fra den lokale Netto og SuperBrugsen, og Michelles arbejde, et messefirma, leverede vand, som alle indsamlere fik med på turen.

– Det var en stor succes at kunne tilbyde fælles morgenmad til alle de frivillige indsamlere, og en god måde at kickstarte indsamlingen på, fortæller Michelle.

Ønskede at give noget tilbage

Udover den forskel som pengene fra landsindsamlingen gør for hjertepatienter og pårørende har det store arbejde op til indsamlingen og koordinatorrollen på selve dagen også en personlig værdi for Michelle.

I januar 2016 mistede hun sin mor til et slagtilfælde – et chok og en stor sorg for hele familien.

– Det var en kæmpe hjælp for min familie og jeg at kunne få professionel støtte i forbindelse med min mors død, fortæller Michelle. Nu føler jeg, at jeg kan give noget tilbage, og det betyder rigtig meget.

Netop det at kunne give noget videre til andre familier, der står i samme svære situation som Michelles, har stor betydning for hendes ambitioner og visioner for Hjerteforeningens fremtidige landsindsamlinger.

– Jeg skal helt sikkert med igen til næste år – forhåbentlig igen som koordinator. Og hvad angår visionen for næste års indsamling, tænker jeg bare, at det kan vi da gøre endnu bedre.