Rygmærker, motorcykler og velgørenhed. Umiddelbart kan det være svært at se sammenhængen mellem disse ting. Lige indtil man møder Sons of Heaven - en motorcykelklub fra Nakskov som har meldt sig som indsamlere til Hjerteforeningens landsindsamling.

Vi passer på hinanden

Lad os passe på hinanden ved at følge myndighedernes anbefalinger under coronakrisen. Læs om de generelle anbefalinger på coronasmitte.dk og om anbefalinger for hjertesygdom og coronavirus på hjerteforeningen.dk/corona. Tak!

REPORTAGE: Det er formiddag i Nakskov. Foran stationsbygningen står der tre store, skinnende motorcykler og ved siden af deres ejermænd – høje og bredskuldrede, iført mørke solbriller, fuld biker-uniform og læderveste med rygmærker.

På trods af de venlige smil og imødekommende håndtryk er det med en vis portion nervøsitet og sommerfugle i maven, at den lidt splejsede udsendte lader sig iføre motorcykelhjelm og hopper op bag på den største af de tre motorcykler.

 

Motorcykelklubben Sons of Heaven har inviteret Hjerteforeningen på besøg i deres hjemby, Nakskov, til en snak om landsindsamling, hjerteoperationer og hvad det vil sige, at være medlemmer deres klub. Det er Jens Foghs historie som hjertepatient, der gør, at han har engageret sig i Hjerteforeningen, og at Sons of Heaven samler ind ved landsindsamlingen.

 

Solens stråler blænder, da de rammer cylinderen på den nypolerede, røde Honda Goldwing Diecast, som nu holder parkeret foran klubhuset.

På gårdspladsen bliver vi budt velkommen af to smilende kvinder iklædt sort læder og rygmærker. Den ene er ‘præsidentens’ kone, den anden ’vicepræsidentens’ kæreste. En ung fyr kommer ud fra huset og hilser lidt forsigtigt men høfligt. Han er klubbens ‘hangaround’.

 

Over døren til klubhuset vogter ‘Sons of Heaven’-logoet. Døren fører ind til de rum, som for mange år siden husede gårdens kvæg, men som nu er hjemsted for klubbens 10 medlemmer, foruden ‘supportere’ og ‘prospects’, som både tæller mænd og kvinder.

 

Vi slår os ned omkring et stort egetræsbord med tilhørende bænke. Mikkel, som er klubbens ‘hangaround’, skænker rygende varm kaffe og et stort fad med wienerbrød fra den lokale bager bliver sendt rundt.

 

99 % på den rigtige side af loven

Motorcykler bliver ofte forbundet med bander og rockere. En gruppe eksistenser fra et råt miljø med tendenser, der ballancerer på kanten af loven. Men langt de fleste motorcykelklubber har lovlydige og fredelige medlemmer. Under 1% af alle motorcyklister er medlemmer af rockerbander, hvilket også forklarer mærket ’99 %’, som alle medlemmerne af Sons of Heaven bærer på deres veste.

 

– Det kan godt være, at vi synes, at vi ser hårde ud, men ligesom alle andre har vi hver især vores skavanker og vores personlige ting at kæmpe med. Jeg har overlevet kræft, vores ‘hangaround’ har epilepsi og Jens er hjerteopereret. Men vi er et fælleskab, der står sammen og støtter hinanden. Sammen er vi stærke – siger Søren.

 

– Det er meget vigtigt for os at synliggøre over for vores omgivelser, at vi ikke er rockere, siger Søren med fast stemme. – Vi får meget opmærksomhed i gadebilledet her i Nakskov. Ikke alt sammen positiv. Men i virkeligheden er vi jo bare en flok mænd og kvinder, der elsker motorcykler og nyder det fælleskab, der eksisterer internt i klubben og blandt de venskabsklubber, vi jævnligt mødes med. Vi sælger hverken hash eller slår gamle damer ned.

 

Klubben har tidligere bidraget til antimobbe-kampagner, hvor de blandt andet har været ude på en skole, hvor nogle af eleverne har fået lov til at køre med ud på motorcyklerne. Og så har de en bødekasse til velgørenhed stående i baren, som de putter penge i, “hver gang nogen træder i spinaten”, som Søren siger.

 

Mænd med rygmærker kan også græde

Som der står skrevet på Jens Foghs lædervest ved siden af klubbens logo, er han ’road master’ i Sons of Heaven. Som road master står han for planlægning af ruter, når klubben kører på tur, og sikrer, at ”det hele ser ordentligt ud, når klubben er ude at køre”, som han siger.  Men Jens er også skolelærer og har for tre og et halvt år siden gennemgået en hjerteoperation.

 

– Min far havde den samme hjerte-kar-sygdom som jeg, og blev opereret to gange. Hans lillebror, altså min onkel, døde af sygdommen efter en operation, og så har jeg en lillebror og en fætter, der har det. Så det er formodentlig genetisk betinget – noget, der skal forskes mere i. Men forskning koster jo, og derfor samler jeg ind for Hjerteforeningen. På den måde kan jeg bidrage, fortæller Jens med en rolig, næsten viskende stemme, øjnene dybe og eftertænksomme.

 

– Jeg har været igennem den helt store tur med mit hjerte. Hvis ikke jeg var blevet opereret, ville jeg ikke have været her i dag. Heldigvis har jeg fået livet igen, men er nu nået et punkt, hvor jeg synes, at det er ved at være tid til at betale tilbage. Jeg føler, at jeg ”skylder”.

 

– Dét, at vi sidder her i dag og snakker sammen på denne måde i dag, gør også, at vi i klubben kommer tættere på hinanden. Vi bliver opmærksomme på, hvor vores svagheder ligger. På den måde bliver fælleskabet stærkere, og vi bliver bedre til at hjælpe hinanden. For selvom vi mænd gerne vil se lidt hårde ud, så må vi indrømme, at vi også engang imellem kan være meget kede af det.

 

Efter Jens’ hjerteoperation blev han klar over, at den fysiske rehabilitering var hundrede gange nemmere end den psykiske, som han siger. Mindst.

 

– Den fysiske heling tog mig otte uger – og så skulle jeg selvfølgelig bruge noget tid til genoptræning – hvorimod den psykiske ikke er overstået endnu. Det bliver det aldrig.

 

Udover at være motorcykelentusiast er Jens inkarneret buejæger. For nylig skulle han have generhvervet sin jægerlicens. Det skal man ifølge loven hvert femte år.

Midt under prøven sker der dog noget med Jens. Det er som om, at klappen går ned, og det lykkedes ikke for ham at bestå, selvom det, ifølge ham selv, bare er en standard prøve.

 

– Jeg måtte simpelthen tage hjem – uforstående overfor hvad det var, der skete med mig. Da jeg kommer væk, kan jeg det hele igen, og det går op for mig, at jeg er blevet ramt af angst.

 

Igennem samtaleterapi, blandt andet via Hjerteforeningens patientrådgivning, får Jens bearbejdet sin angst. Han bliver meget bevidst omkring sin situation og får forholdt sig til det, der sker inden i ham. Efter at være kommet sig over sin genoptræningen og det første angstanfald, melder Jens sig også ind i den lokale Hjerteforening i Nakskov, og er i dag en aktiv del af bestyrelsen.

 

– Også i forhold til den psykologiske rehabilitering af hjertepatienter har Hjerteforeningen et kæmpe arbejde, som de er helt bevidste om, men som resten af samfundet og sundhedsvæsenet ikke gør nok for, siger han, bliver fjern i blikket og kigger væk.

 

Vi drikker den sidste, efterhånden lunkne, tår kaffe, rejser os og går ud på gårdspladsen. Luften er kølig, jakkerne bliver lynet op og alle ifører sig hjelm og handsker. Én efter én går de tre bikere hen til deres motorcykler, stiger op og tænder for motorerne på samme tid – som var det noget, de havde øvet sig på siden de var drenge. Søren tænder for sin mp3-afspiller på sin Honda Goldwing Diecast og Volbeat brager ud af de små, men kraftfulde højtalere. I en kæde – med præsidenten først – kører de langsomt ud fra gårdspladsen. Det skal se ordentligt ud.

 

Hjerteforeningens udsendte hopper op bag på Honda’en, og da vi forlader gården og klubhuset, og karavanen af motorcykler accellererer med kurs mod Nakskov bymidte, vender folk sig på gaden. En enkelt forbipasserende stopper op, kigger lidt nervøst rundt og knipser hurtigt et billede med sin mobiltelefon.