Arbejdsløshed blandt midaldrende mænd og kvinder kan være med til at øge risikoen for at udvikle hjerte-kar-sygdom og i værste fald hjertestop. Det viser en ny undersøgelse foretaget af en gruppe japanske forskere

Vi passer på hinanden

Lad os passe på hinanden ved at følge myndighedernes anbefalinger under coronakrisen. Læs om de generelle anbefalinger på coronasmitte.dk og om anbefalinger for hjertesygdom og coronavirus på hjerteforeningen.dk/corona. Tak!

Et stort forskningsprojekt ved Osaka Universitet i Japan har for nylig vist en overraskende forøget risiko for hjerte-kar-sygdom hos midaldrende mænd og kvinder, som mister deres job.

Undersøgelsen er baseret på forskernes observationer og analyser af arbejdsløshedens langsigtede effekter igennem 15 år hos 21.902 japanske mænd og 19.826 kvinder i alderen 40-59.

 

Den livsfarlige arbejdsløshed

Sammenlignet med de midaldrende mænd og kvinder, som er i fast arbejde, har de deltagere i undersøgelsen, som oplevede minimum én periode med arbejdsløshed, vist sig at have større risiko for at udvikle – og dø af – blodpropper og hjertestop. Mænd – ikke kvinder – som igen kom i arbejde, viste sig også at have en forøget risiko for at få hjertestop, hvor både mænd og kvinder, som havde stået uden for arbejdsmarkedet igennem længere tid havde størst risiko for dødelige slagtilfælde.

Japanske statsborgere er som udgangspunkt en del af et såkaldt livslangt ansættelsessystem, hvor især den mandlige del af befolkningen helliger sig ét fast og stabilt arbejde.

– Mister man sit arbejde, er der i Japan stor sandsynlighed for, at man er nødt til at ”starte forfra” i et mindre prestigefuldt og mindre tilfredsstillende job, forklarer Ehab. S. Eshak, M.D., MSc., Ph.D. og ledende forsker og gæsteprofessor ved Osaka Universitets medicinske fakultet i Japan.

Igennem de 15 år som undersøgelsen stod på, var der 973 mænd, der fik hjertestop – med døden til følge for 275 af disse personer. Hos kvinderne fik 460 hjertestop og 131 døde som følge af dette.

Det er dog vigtigt at huske på de kulturelle forskelle imellem de lande, man sammenligner med, da den japanske arbejdskultur og det japanske arbejdsmarked er ret unikt.

 

Bekymring hos Hjerteforeningen

Selvom der skal mere forskning til at bekræfte den forøgede risiko hos lige netop danske mænd og kvinder i den undersøgte aldersgruppe, er der meget, der tyder på, at tab af arbejde generelt kan øge risikoen for at udvikle en hjerte-kar-sygdom.

– Der er tegn på, at jo lavere indkomst desto større risiko er der for, at der sker en forringelse i forhold til kost, motion og mentalt overskud generelt. Derfor vil tab af indkomst grundet arbejdsløshed også automatisk føre til en forøget risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdomme – siger forebyggelseschef i Hjerteforeningen, Morten Ørsted-Rasmussen.

Derfor vækker den japanske undersøgelse også bekymring hos Hjerteforeningen.

 

Jobgaranti kan redde liv

– Den vigtigste konklusion fra undersøgelsen er, at jobgaranti i den mest produktive periode af jobtagernes liv kan være med til at nedsætte risikoen for hjerte-kar-sygdomme, siger Hiroyasu Iso. – De, der mister deres arbejde, har brug for støtte til at genfinde et passende job, der matcher niveauet fra den tidligere karriere.
Undersøgelsen, der blev offentliggjort i American Heart Association journal ‘Stroke’, skelner ikke mellem personer, der selv sagde jobbet op, eller som blev fyret.

Læs mere om undersøgelsen her