Hans Lademann blev ikke spået at opleve sin 10-års fødselsdag. Senere lød lægernes dom, at han ikke skulle regne med at blive mere end 20, 30 og 40 år. Nu har han i 79 år trodset sin alvorlige medfødte hjertefejl og er sandsynligvis verdens ældste "blå" hjertebarn

af Jens Harder Højbjerg
d. 29. marts 2017

Hans Lademann blev født i 1937 i en præstegård på Fyn. Omgående stod det klart, at han led af en hjertefejl – der var et stort hul i skillevæggen mellem hans hjertekamre, en såkaldt VSD.

– Mine forældre fik beskeden, at de nok ikke skulle regne med, at jeg blev mere end 10 år, fortæller Hans Lademann.

Den dystre prognose var ikke grebet ud af den blå luft. Sådan var udsigterne dengang, man ikke kunne operere hjertebørn og dermed heller ikke lukke et stort hul i hjertet.

– Små huller i hjertet hos nyfødte lukker som regel sig selv. Og i dag opererer vi de nyfødte med store huller mellem hjertekamrene. Når hullet er lukket, kan børnene leve et helt almindeligt liv. Men uden operation vil hjertefejlen medføre, at hjertet og lungerne efterhånden ødelægges. Og så er der ikke meget at gøre, forklarer børnehjertelæge Keld Sørensen.

For sent at operere
Keld Sørensen arbejder som hjertespecialist på Farsø Sygehus, og tidligere har han i 20 år på Skejby Sygehus fulgt og behandlet mange børn og voksne med medfødt hjertesygdom, heriblandt Hans Lademann.

– Fordi Hans Lademann ikke kunne opereres som helt lille, blev han et blåt hjertebarn. Og da operationsteknikken var udviklet for ca. 40 år siden, var det for sent for Hans Lademanns vedkommende. Da havde han allerede udviklet Eisenmengers syndrom (se boks, red.), siger Keld Sørensen.

Altid hurtigt forpustet
Selv har Hans Lademann sin egen teori om, hvorfor han trods alle odds har levet et godt liv i 79 år.

– Som dreng boede jeg og min familie lige ved siden af en bondegård. Og jeg rendte derovre i tide og utide. Hjalp med at høste, grave med skovl og fodre køer. Jeg var en lille “bondekarl” og fik meget motion.

Det ene år tog det næste, uden at Hans Lademann blev indhentet af Manden med leen. Som indkøbschef arbejdede han i enrække forskellige virksomheder, for han havde den indstilling, at han ikke ville være på den samme arbejdsplads i mere end fem år ad gangen. Han ville lære nyt, så det var i forskellige brancher – metal, træ, finér og møbelplader – og i byer over hele landet. Sådan havnede han i Skive, hvor han fortsat bor.

– Jeg har ikke gået og tænkt på, at jeg var hjertesyg. Jeg er altid blevet hurtigt forpustet. Både når vi spillede bold i skolegården og som voksen på min arbejdsplads. Så har jeg måttet holde pauser. Ellers har sygdommen ikke givet mig store problemer. Men da jeg var omkring 50, sagde min huslæge til mig, at ”enten stopper du med at arbejde, eller også stiller du træskoene”. Så gik jeg på førtidspension, siger Hans Lademann.

Alligevel lå han ikke på den lade side. Sammen med sin hustru havde han startet et lille forlag med postordre (med hjælp fra sin storebror … den Lademann), og den virksomhed fortsatte helt frem til år 2000, hvor der ikke længere var økonomi i forretningen.

En overlever
Børnehjertelæge Keld Sørensen kan ikke redegøre for, hvorfor netop Hans Lademann har formået at gå ind i sit 80. år med sin alvorlige medfødte hjertefejl.

– Han har været en “survivor” – en overlever. Han har snydt naturen. Vi har prøvet at undersøge, om andre mennesker har overlevet så længe med et stort ubehandlet hul i hjertet. Og vi ved, at Hans Lademann er den ældste i Danmark, i Norden og i store dele af England, Holland, USA og Kina. Så alt tyder på, at Hans Lademann er verdens ældste “blå” hjertebarn, siger Keld Sørensen.

Hans Lademann har aldrig trukket på Hjerteforeningen, men har – efter han blev alene for halvandet år siden – valgt at støtte med et større beløb. Blandt andet til gavn for kommende hjertebørn.

– For jeg blev født 50 år for tidligt, konstaterer Hans Lademann.

Hans Lademanns hjertesygdom 
Ventrikel-septum-defekt (VSD)
En VSD er et hul i skillevæggen mellem hjertekamrene (ventriklerne). Nogle huller er store, andre er små. VSD er den mest almindelige af alle hjertefejl. Ca. 30 procent af børn med medfødt hjertesygdom har en VSD.
Eisenmengers syndrom
Ubehandlede medfødte hjertesygdomme, hvor der uhæmmet løber iltet blod fra venstre til højre hjertekammer, fx VSD, kan føre til Eisenmengers syndrom. Symptomer på Eisenmengers syndrom er bl.a. åndenød og rytmeforstyrrelser. Når først Eisenmengers syndrom er udviklet, er der ikke mange

Artiklen har været offentliggjort i Hjertenyt nr. 1, 2017