Selv i 60-69 års alderen er der gavn af at stoppe rygningen, viser forskning. Der er en sammenhæng mellem rygning og åreforkalkning og blodpropper i hjertet, og særligt ældre er udsatte i forhold til hjertekarsygdomme, påpeger Hjerteforeningen

Mads Louis Orry
af Mads Louis Orry
d. 16. januar 2017

Det forlænger livet at stoppe med at ryge – og helst jo før, desto bedre. Men selv i en sen alder, kan et rygestop være gavnligt. Det viser et nyt stort amerikansk studie, der netop er blevet offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift American Journal of Preventive Medicine.

 

LÆS: Hjerteforeningens information om rygning

 

Stopper du med at ryge i 60-69 års alderen, sænker du din risiko for at dø af hjerte-kar-sygdom, lungecancer eller lignende følger af rygning med 23 %. Rygestop i 50-59 års alderen sænker dødeligheden med 36 %, mens de 40-49 årige, der kvitter smøgerne, sænker dødeligheden med 49 %.

 

Det skriver diabetes.dk.

 

Stop nu – det betaler sig

I Diabetesforeningen ser lægefaglig chefrådgiver, professor ved Aarhus Universitet, Torsten Lauritzen derfor med stor interesse på studiet:

– Det er et spændende studie, fordi det viser, at det aldrig er for sent at stoppe med at ryge. Det er især et positivt budskab at bringe videre til de mange personer, der med alderen udvikler type 2-diabetes, og derfor allerede er i højere risiko for at blive ramt af hjerte-kar-sygdom alene på grund af deres diabetes, siger Torsten Lauritzen, og fortætter:

 

– Rygning er den største enkeltstående risikofaktor i forhold til udvikling af hjerte-kar-sygdom. Derfor er budskabet til mennesker med diabetes også, at de ved at stoppe med at ryge, kan øge chancen for at leve betydeligt længere. Ifølge studiet er der altså stadig håb – også selvom man stopper med at ryge i en sen alder, siger han.

 

Positivt med tydelige resultater

Tina Termansen, sundhedskonsulent hos Hjerteforeningen, ser det som positivt, at forskning nu tydeligt viser, at selv ældre har stor gavn af rygestop. Hun påpeger, at det samtidig slås endnu mere fast, at rygestop reducerer risikoen for blandt andet hjerte-kar-sygdomme væsentligt, selv blandt ældre.

 

– Vi ved jo allerede at der er en sammenhæng mellem rygning og åreforkalkning og blodpropper i hjertet og, at særligt ældre er udsatte i forhold til hjerte-kar-sygdomme. Men nu ved vi så også, at det betaler sig at holde op, selvom man er fyldt 60 eller 70 år. Det er et vigtigt budskab at sende til hjertepatienter, som i overvejende grad udgøres af ældre, da de er ekstra udsatte for hjerte-kar-sygdomme. I bund og grund handler det jo om, at det aldrig er for sent at holde op med at ryge, da rygestop uanset om du er 30 eller 70, gør kroppen sundere, kan forøge din livskvalitet og forlænge din levetid, siger Tina Termansen fra Hjerteforeningen.

 

 

Rygestop modvirker hjertekarsygdom

I Danmark er op mod 320.000 diagnosticeret med diabetes. 80 % af dem, har type 2-diabetes. Det er ofte en usund livsstil med overvægt, usund kost og/eller for lidt motion, der er udslagsgivende for, om man udvikler type 2-diabetes. Samtidig er alder dog også en afgørende parameter.

Mange danskere får type 2-diabetes fra de er 40-59 år, men langt de fleste debuterer med sygdommen, når de er mellem 60 og 69 år. Derfor er det særligt godt, at Diabetesforeningen på baggrund af det nye studie også kan anbefale et rygestop til netop denne aldersgruppe, mener professor Torsten Lauritzen.

– Hvis man har type 2-diabetes er der rigtig meget, man kan gøre selv for at undgå hjertekarsygdom. Det allervigtigste er selvfølgelig at holde op med at ryge. Dernæst bør man tage blodtrykssænkende medicin ved forhøjet blodtryk og kolesterolsænkende behandling ved for højt kolesteroltal. Samtidig hjælper det at undgå fed mad og få dyrket noget mere motion, siger han og fortsætter:

– Hjerte-kar-sygdom var i mange år den altovervejende årsag til, at mennesker med diabetes ikke levede ligeså længe som mennesker uden diabetes. I dag haler diabetikere dog kraftigt ind på baggrundsbefolkningen, når det gælder levetid. Det skyldes bl.a. rygeophør, sund mad, motion og intensiv behandling for blodtryk og kolesteroltal, forklarer Torsten Lauritzen.

 

FAKTA: Om studiet

I alt har 160.113 personer med en gennemsnitsalder på 75 år deltaget i det amerikanske studie. De udfyldte alle et spørgeskema om deres rygevaner fra 2004 til 2005. I 2011 fulgte forskerne (så) op på, hvor mange personer, der undervejs var døde af forskellige rygningsrelaterede årsager så som lungekræft, luftvejsinfektion, blodprop i hjertet, hjertestop m.v.