En ny kogebog med hjertesund etnisk mad er klar i foråret, og alle opskrifter er testet og enten godkendt eller krævet justeret af nogle af dem, der ved, hvordan retterne skal smage.

af Jung Heidi Moeslund
d. 14. januar 2017

50 opskrifter fra det mellemøstlige, det asiatiske og det nordafrikanske køkken, som Hjerteforeningens opskriftudviklere har modtaget af Bydelsmødre og justeret til hjertesund mad, har bydelsmødrene nu selv prøvesmagt og afgivet dom over.

Prøvesmagningen, der fandt sted over fire dage i sidste uge, er en ny fase af projektet ”Hjertevarm mad – fra hele verden”, der skal fremme sundheden for mennesker med anden etnisk baggrund end dansk. Projektet, der er støttet af TrygFonden, er et samarbejde mellem Hjerteforeningen, Bydelsmødrene, som er et mangfoldigt landsdækkende netværk af kvinder, der skaber lokale fællesskaber samt journalist og radiovært Rushy Rashid Højbjerg.

 

 

–        En række forskellige grupper af flygtninge, indvandrere og personer med etnisk minoritetsbaggrund har øget risiko for at udvikle iskæmisk hjertesygdom som for eksempel en blodprop i hjertet. Med ”Hjertevarm mad – fra hele verden” får vi i Hjerteforeningen et tilbud til netop den gruppe af borgere, der gør det nemmere at få sundhed ind i hverdagen, siger Hjerteforeningens forebyggelseschef Morten Ørsted-Rasmussen.

Inden længe kan borgere med etnisk minoritetsbaggrund blive introduceret for hjertesund mad med udgangspunkt i deres egne madtraditioner og lokale køkkener. Kogebogen tager udgangspunkt i de mange køkkener, som Bydelsmødrene repræsenterer fra det filippinske, pakistanske, mellemøstlige og nordafrikansk-arabiske, somaliske, tyrkiske, iranske og afghanske til det danske køkken.

 

LÆS: Hjerteforeningens opskrifter

 

Hjertesund mad skal også smage rigtigt

Bydelsmødre med pakistansk baggrund smagte den ene prøvesmagningsdag ni retter baseret på deres egne opskrifter. Og hele ugen har andre bydelsmødre med anden etnisk baggrund end dansk prøvesmagt deres mad og givet deres besyv med.

Hjerteforeningens diætister har gennemgået opskrifterne, så de overholder de hjerterigtige anbefalinger for indtag af blandt andet fuldkornsprodukter, salt og olie. Maden er blevet hjertesund, men det er vigtigt, at den er stadigvæk er genkendelig for kenderen og smager, som den skal. Prøvesmagningen og bydelsmødrenes vurderinger og kommentarer er med til, at retten i den hjertesunde version bliver helt rigtig.

Mængden af olie blev hurtigt et emne rundt om bordet. Tilberedningsmetoderne blev snakket igennem med Hjerteforeningens opskriftsudviklere, for måske var størstedelen af den tilladte oliemængde gået til maden, og så skal der tænkes i nye baner i forhold til selve tilberedningen. Krydderier blev tilføjet for at kompensere for den mindre saltmængde, så smagen er i orden.

 

Kogebog og madlavningskurser

Opskrifterne bliver rettet til de næste måneder, og den nye kogebog forventes at være klar i april 2017.

Projektet bygger på to dele: en kogebog med etnisk hjertemad og undervisning i at lave hjertesund mad. Resten af 2017 skal madlavningskurser hjælpe den hjertesunde mad med at finde vej til de private køkkener. På kurserne vil den interesserede få hjælp og inspiration til at bryde med mindre hjertesunde madvaner og tilberede mad, der kan fremme sundheden i den enkeltes familie.

”Hjertevarm mad – fra hele verden” forventes afsluttet med en evalueringsrapport i foråret 2018.

 

LÆS MERE: Om Bydelsmødrene