Forskningsstudie peger på, at Sundhedsstyrelsens anbefalinger på motionsområdet roligt kan suppleres af opfordring til mere fysisk aktivitet og mindre stillesiddende arbejde. 1½ times rask bevægelse om dagen vil gavne hjertesundheden, viser studiet

Vi passer på hinanden

Lad os passe på hinanden ved at følge myndighedernes anbefalinger under coronakrisen. Læs om de generelle anbefalinger på coronasmitte.dk og om anbefalinger for hjertesygdom og coronavirus på hjerteforeningen.dk/corona. Tak!

Sundhedsstyrelsens anbefalinger om 30 minutters daglig motion og pulsen op to gange om ugen bør i forhold til hjerte-kar-sygdomme udvides. Det er beskeden fra chefkonsulent i Hjerteforeningens Forebyggelsesafdeling, Simon Rask.

 

DOKUMENTATION: Studiet er for nyligt publiceret i det anerkendte medicinske tidsskrift BMJ.

 

Han refererer til nyt forskningsstudie, der består af en analyse af 174 forskningsartikler om bl.a. effekten af motion. Analysen peger på, at 1½ times fysisk aktivitet og lang tids daglig bevægelse er særlig vigtigt for hjerte-kar-sundheden. Studiets analyse peger konkret på, at jo mere fysisk aktiv du er, jo længere ned kommer din risiko for åreforsnævring i hjertets kranspulsårer og karsygdomme i hjernen.

– Studiet indikerer, at Sundhedsstyrelsens anbefaling ikke er tilstrækkelig, og slet ikke når vi ser på hjerte-kar-sygdomme. Den fulde sundhedseffet på hjerte-kar-sygdomme er ikke opnået med ½ times motion om dagen og man bør også undgå at sidde for meget stille. Studiet viser også at dem, som i dag er mindst fysisk aktive, får mest gavn af at komme i gang, så der er gode nyheder for både dem, som ikke laver så meget, og de som allerede er aktive, siger Simon Rask.

Resultaterne fra undersøgelsen bakkes op af adjunkt, Lars Østergaard, Syddansk Universitets Institut for Idræt og Biomekanik, der forsker i sundhedseffekter af fysisk aktivitet.

– Undersøgelsen har en høj kvalitet, idet den er baseret på et meget stort datamateriale, og fordi den relativt nuanceret kvantificerer det samlede fysiske aktivitetsniveau og holder dette op imod udvikling af forskellige kroniske sygdomme.

Lars Østergaard hæfter sig ved, at mere fysisk aktivitet er forbundet med mindre risiko for sygdom og at den optimale mængde af fysisk aktivitet, ifølge denne undersøgelse, er væsentligt højere end sundhedsstyrelsens nuværende anbefaling.

 

Daglige rutiner er en del af motionen

Studiet peger på, at almindelige mennesker skal stile efter fysisk aktivitet i mere end en ½ time

Mens der stresses over, at alle skal dyrke eliteidræt, maner Hjerteforeningens Simon Rask til ro.

Han forklarer, at for at opnå den fulde sundhedseffekt er Hjerteforeningens anbefaling for fysisk aktivitet op til 1½ time om dagen svarer til at cykle 30 minutter, vaske gulv i 15 minutter, rydde af bordet og vaske op i 20 minutter, slå græs i 10 minutter og løbe en tur på 15 minutter. Det er altså ikke 1½ times løbetræning hver dag der er behov for.

– Der er mange måde at nå 90 min fysisk aktivitet om dagen. Du behøver dermed ikke cykle op af stejle bjerge med høj puls for at gøre en forskel i dit eget liv. Motion i form af støvsugning, male huset, slå græsset eller cykle til arbejde, uddannelse og indkøb alle er gode motionsformer, som fremmer din sundhed, siger Simon Rask.