Forskning i medfødte hjertefejl fik onsdag en økonomisk håndsrækning

Bemærk

Denne artikel er over 1 år gammel. Efter artiklen blev udgivet, kan der være sket en udvikling i emnet og fakta, som artiklen omhandler, der ikke er medtaget her.

Formand for bestyrelsen for Børnehjertefonden, Inger Filipsen, modtog onsdag en check på 55.000 kroner fra sammenslutningen Ladies Circle. Pengene skal gå til forskning i bedre behandling af børnehjertesygdomme.

–    Vi kan anvende hver en krone til blandt andet vigtig forskning i børnehjertesygdomme og behandlingen af dem, så vi er meget glade og taknemmelige for støtten, sagde Inger Filipsen ved overrækkelsen. 

Inger Filipsen fortalte også om de store fremskridt, som forskningen i behandling af børnehjertesygdomme har taget:

–    Medfødt hjertesygdom er den hyppigste af de større misdannelser. For 20 år siden døde hvert femte spædbarn med hjertefejl. I dag overlever mange flere børn, fordi forskerne har fundet nye metoder til at operere og behandle børnene. Men der er stadig brug for mere forskning i bedre overlevelse og bedre livskvalitet for hjertebørn. På den måde kan vi redde flere nyfødte hjertebørn, sagde Inger Filipsen. 

Indsamling ved foredrag 
Ladies Circle har indsamlet pengene til Børnehjertefonden ved to foredrag, som sammenslutningen har arrangeret for kvinderne og deres veninder. Pengene stammer blandt andet fra overskud fra billetindtægten og salg af bøger.

Overrækkelsen foregik i Immanuelskirken i Aarhus. Derefter fik de fremmødte kvinder sangundervisning i kirken af en sanglærer. 

FAKTA: Om medfødte hjertefejl
Ca. 0,8 % af de levendefødte børn har en medfødt hjertefejl. Det svarer til, at der bliver født ca. 450 børn med en hjertefejl hvert år.

Læs mere om medfødte hjertefejl på Børnehjertefondens hjemmeside (eksternt link)

Ladies Circle er et uafhængigt og upolitisk netværk af kvinder mellem 18 og 45 år, som er aktive inden for velgørenhed.