Hjerteforeningen har fået en ny samarbejdspartner i Goodwings, som giver dig mulighed for at støtte hjertesagen, hver gang du rejser. Goodwings.com er en bookingportal, hvor du kan booke hoteller og samtidig støtte bl.a. forskning i hjerte-kar-sygdomme uden at betale mere.

Bemærk

Denne artikel er over 1 år gammel. Efter artiklen blev udgivet, kan der være sket en udvikling i emnet og fakta, som artiklen omhandler, der ikke er medtaget her.

Konceptet er enkelt. Du skal en tur til Mallorca med familien og bo en uge på et hotel. Du glæder dig. Og nu skal du i gang med at bestille turen.

I stedet for at ty til et traditionelt rejsebureau eller en af de sædvanlige bookingportaler går du ind på goodwings.com. Her finder du hotellet til dine behov og betaler samme pris som hos andre udbydere. Forskellen er, at du samtidig kan støtte hjertesagen – uden at det koster dig ekstra.

Hjerteforeningen har nemlig startet et samarbejde med Goodwings, der formidler hoteller mellem udbydere og forbrugere på samme måde som andre bookingportaler. Forskellen er, at når du booker dit hotel på goodwings.com, kan du kanalisere 50 % af Goodwings’ bruttofortjeneste videre til de NGO’er, som Goodwings samarbejder med – bl.a. Hjerteforeningen.
  
– Med Goodwings vil vi kombinere vores kærlighed til rejser med en passion for at gøre en positiv forskel for verden omkring os – og inspirere andre til at gøre det samme. Sammen med vores kunder og partnere støtter vi op om FNs 17 Verdensmål for natur, miljø og mennesker, og vi er superglade for samarbejdet med Hjerteforeningen, siger Christian Møller-Holst, en af Goodwings’ stiftere.
 
Hjerteforeningen er med på rejsen
Goodwings’ mission er ifølge firmaet selv ”at transformere rejsebranchen og gøre den til en drivkraft for positive forandringer rundt omkring i verden”. Når du booker hoteller på goodwings.com og vælger at støtte Hjerteforeningen – uden at du skal betale mere – går dit bidrag bl.a. til at forske i hjerte-kar-sygdomme, som mere end 450.000 danskere er ramt af.
 
– Hos Hjerteforeningen synes vi, at det er spændende at indgå i nye og innovative samarbejder, der gavner hjertesagen. Vi håber på, at mange danskere vil gøre brug af Goodwings, når de fremover skal ud at rejse og bo på hotel, siger Søren Hafsjold Mohr, der er fundraisingchef hos Hjerteforeningen.
 
– Prisen er den samme som hos de etablerede udbydere, men her kan de rejsende give 50 % af Goodwings’ bruttofortjeneste til hjertesagen. Der er med andre ord intet argument for ikke at benytte Goodwings, fortæller Søren. 
 
LÆS MEREwww.goodwings.com og her om Hjerteforeningens samarbejde med Goodwings.