Nyere undersøgelse peger på, at bivirkningerne ved anabolske steroider hænger ved i mange år efter, en person har taget de ulovlige dopingstoffer. Stofferne er også kendt for at give hjerteproblemer

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

Indtagelse af anabolske steroider er velkendt at være forbundet med øget risiko for hjerte-kar-sygdom.

Men oven i det og mange andre kendte bivirkninger viser nyere undersøgelse, at selvom du måske er holdt op med at tage de forbudte og præstationsfremmende stoffer, kan bivirkningerne hænge ved i mange år efter. De langtidsholdbare bivirkninger kan være impotens, manglende sexlyst og depression. Det viser den danske undersøgelse, som omfatter mænd, der tager steroider og mænd, der aldrig har taget steroider.

Anabole steroider er testosteron – det vil sige mandligt kønshormon. Stoffet er kunstigt og kan give større muskler særligt i kombination med styrketræning. Det er forbudt at importere, sælge og være i besiddelse af for raske mennesker.

LÆS MERE i “Lov om forbud mod visse dopingmidler”

Hjertefarlige stoffer udviklet under 2. Verdenskrig 
I sin tid blev stofferne udviklet på militærhospitaler under 2. verdenskrig. Formålet var, at sårede kunne komme sig hurtigere. Fra 1950’erne og frem blev de udbredt i sportsverdenen. I dag bruges stofferne ofte af unge mænd, hvilket Anti Doping Danmark skriver i en pjece til lægerne.

”Misbrugerne er ofte unge mænd, som er stille og generte, som er usikre, og som har problemer med kontakten til det modsatte køn. I mange tilfælde er de blevet omsorgssvigtet, mobbet eller helt overset,” fremgår det af pjecen.

Stofferne, der sprøjtes direkte ind i musklerne eller tages som piller, cremer eller plastre i fra seks til omkring 14 uger med efterfølgende pause i uger eller måneder, tages ofte med andre stoffer for at give større virkning og fjerne bivirkninger som fx udvikling af bryster.

Hjerteforeningen minder om, at også hjertet kan komme i problemer, hvis en person bruger steroider.

– Anabolske steroider har en række indvirkning på kroppens hjerte-kar-system, bl.a. stigning i blodtryk, fortykkelse af hjertemusklen, stigning af kolesterol, øget risiko for blodpropper og risiko for alvorlige hjerterytmeforstyrrelse samt øget risiko for pludselig død, siger forskningschef i Hjerteforeningen, Gunnar Gislason.

FAKTA: Fysiske bivirkninger for både mænd og kvinder 
Hjerteanfald Mere kolesterol i blodet Forhøjet blodtryk Hurtig vægtforøgelse Bumser Leverskader Nedsat forplantningsevne Skader på muskler og sener pga. hårdere træning
Kilde: Anti Doping Danmark, Dopingloven

FAKTA: Særlige bivirkninger for mænd
Impotens
Mindre testikler
Lysere stemme
Væske i kroppen
Dårligere sædkvalitet
Prostataforstørrelse
Kilde: Anti Doping Danmark, Dopingloven

FAKTA: Særlige bivirkninger for kvinder
Mere hår på kroppen og skæg
Dybere stemme
Skaldethed
Mindre bryster
Større klitoris
Forstyrrelser i menstruationen
Psykiske bivirkninger:
Humørsvingninger
Kort lunte og aggressiv adfærd
Psykose, svær depression og paranoia
Forkvaklet opfattelse af egen krop
Afhængighed af stofferne – for at undgå bivirkninger ved at stoppe fx sløvhed, forstoppelse, hovedpine og kraftige depressioner.
Kilde: Anti Doping Danmark, Dopingloven