Hjertesyge er generelt mere modtagelige for influenza og kan risikere at blive hårdere ramt. Derfor er det vigtigt at forebygge med influenzavaccination.

Bemærk

Denne artikel er over 1 år gammel. Efter artiklen blev udgivet, kan der være sket en udvikling i emnet og fakta, som artiklen omhandler, der ikke er medtaget her.

Efteråret står for døren og med den sæsonen for løbende næser, feber og sygedage under dynen. Særligt for de mange hundrede tusinde danskere, der lider af en kronisk sygdom, kan vinterhalvåret være mere udfordrende end årets resterende måneder. For som kronisk syg er der langt større risiko for, at en almindelig influenza udvikler sig til alvorlig sygdom. 

Færre bliver vaccineret
Alligevel er der mange med kroniske lungesygdomme, diabetes eller hjerte-kar-sygdomme, der ikke benytter sig af det tilbud om gratis influenzavaccine, som er den bedste måde at beskytte sig mod influenza. 
I 2015/16 var det kun 104.330 kronisk syge på landsplan, der takkede ja til vaccinen, viser tal fra Statens Seruminstitut. Bare to år tidligere var tallet oppe på 113.604. 

Snak med lægen
– Når man lider af en kronisk sygdom, kan man godt tænke, at en vaccine er unødvendig, fordi man er velmedicineret og ikke mærker sin sygdom til daglig. Men immunforsvaret er ikke i topform, og influenza kan derfor ramme hårdt. Hvert år ser vi akutindlæggelse af patienter, som har været helt friske før sygdommen. Er man kroniker, vil vi derfor altid anbefale, at man tager kontakt til sin læge og får en snak om vaccinen med udgangspunkt i sin sygehistorik, siger Ane Just Ohrt, der er læge i Sundhedsstyrelsen. 

Forskningschef i Hjerteforeningen, Gunnar Gislason, supplerer:

– Hjertesyge er generelt mere modtagelige for influenza og kan risikere at blive hårdere ramt pga. underliggende hjertesygdom og få komplikationer, fx lungebetændelse. Derfor er det vigtigt at forebygge med influenzavaccination, siger Gunnar Gislason.

Gratis året ud
Meget tyder på, at mange med kroniske sygdomme ikke opfatter sig selv som mere udsatte for at blive syg af influenza.

64 procent svarer i en ny undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen, at de mener, de har lille eller ingen risiko for at blive syg af influenza. 59 procent mener, at risikoen for overhovedet at få influenza er lille.

Folk med særlig stor risiko for at blive syg af influenza kan frem til 31. december blive gratis vaccineret mod influenza. Risikogrupperne er folk med kroniske sygdomme, personer over 65 år og gravide. Gravide kan dog blive vaccineret frem til d. 28. februar 2017.

FAKTA OM INFLUENZA

Ca. hvert 2.-3. år er der influenzaepidemier i Danmark, der gør rigtig mange danskere syge. Det betyder en markant stigning i antallet af hospitalsindlæggelser og i dødeligheden i befolkningen. 

Mellem 1000 og 2000 personer dør hvert år på grund af influenza. 

Er man kronisk syg, 65 år eller derover, eller er man gravid efter 12. uge, har man større risiko for at blive alvorligt syg af influenza. Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor disse risikogrupper vaccination mod influenza. Derudover kan også førtidspensionister blive vaccineret gratis. Vaccinationen er gratis fra 1. oktober og året ud. Gravide kan dog få vaccinen frem til 28. februar 2017, det samme kan personer med immundefekt.

Sådan beskytter du dig selv og andre:
•    Undgå tæt kontakt med personer, som du ved er syge.
•    Bliv hjemme fra arbejde, skole eller lignende, hvis du er syg.
•    Undgå at hoste og nyse i din håndflade. Brug i stedet et engangslommetørklæde eller til nød ærmet.
•    Vask dine hænder hyppigt med vand og sæbe – især efter at du har hostet, nyst eller pudset næse. Håndsprit (70 % – 85 %) kan også bruges og bør foretrækkes, hvis det er tilgængeligt.
•    Undgå at røre ved dine øjne, din næse eller din mund uden forudgående håndvask. Så nedsætter du risikoen for at blive smittet, selvom du skulle have fået smitte på hænderne.
•    Sørg for at holde fælles ting og overflader rene ved almindelig rengøring.