Louise Bruun Pedersen fejrer fødselsdag to gange om året: Den dag hun kom til verden, og dagen hvor hun takket været en pacemaker fik livet tilbage. Hjerteforeningens kampagne Elsk Hjertet er i fuld gang

Bemærk

Denne artikel er over 1 år gammel. Efter artiklen blev udgivet, kan der være sket en udvikling i emnet og fakta, som artiklen omhandler, der ikke er medtaget her.

Louises liv tog en drastisk drejning, da den dengang 23-årige eliterytter pludselig faldt om i stalden. En virus havde gjort hendes hjerte sygt, og hele hendes tilværelse blev sat på standby. 

En operation og en pacemaker senere kunne Louise igen leve et nogenlunde normalt liv, men tiden som konkurrencerytterske i Tyskland var slut. Hun måtte genopfinde sit liv og sin karriere.

Veninder længe leve 
Louise lægger ikke skjul på, at støtten fra de nære veninder er afgørende for, at hun kommer så stærkt gennem både den første sygdomsperiode og de senere tilbagefald. F.eks. da hun lå på hospitalet i Tyskland med sin nye pacemaker, og veninderne fløj ind og ud og skabte en fest på stuen. 

– Ja, selv min kat slæbte de med, griner hun. 

Veninden Maj har en særlig plads i Louises hjerte. Det er Maj, der tilkalder en ambulance og tager med på hospitalet, da Louise efter hjemkomsten til Danmark falder om på en restaurant. Ligesom hun anbefaler Louise at tale med en psykolog og søge rådgivning i Hjerteforeningen.   

– Hun er en kæmpe støtte, der lytter og gør mig tryg. Hun er totalt ukompliceret og hudløst ærlig, og er også den, der kan få mig til mig til at lukke op og fortælle om min sygdom, som jeg måske ellers går lidt stille med. Og hun bekræfter mig i, at selv om den er kronisk, går verden jo ikke under, fortæller Louise.

Gi’r den gas på dansegulvet 
I dag har Louise et godt liv, selv om hjertesygdommen stadig medfører komplikationer. Hun arbejder i reklamebranchen og er nu på sin fjerde pacemaker. Hun rider ikke længere, men er stadig meget aktiv, dyrker fitness og går lange ture med veninderne.

– Og så giver jeg den vildt gas på dansegulvet til festerne, griner hun.

Desværre er langt fra alle kvinder så heldige som Louise. Hver dag dør 18 kvinder af en hjerte-kar-sygdom, og det er alt for mange. Det vil Hjerteforeningen gøre noget ved!

Hjælp os med at redde kvindeliv gennem forskning, forebyggelse og behandling. Støt og læs mere på kampagnens hjemmeside, elskhjertet.dk.