Kød er en stor kilde til danskernes indtag af mættet fedt, som i sig selv ikke er bedste venner med hjerte-kar-sygdom. Nu er verdens rigeste mand klar med veganerburger. Læs her, om det er mirakelmidlet

Bemærk

Denne artikel er over 1 år gammel. Efter artiklen blev udgivet, kan der være sket en udvikling i emnet og fakta, som artiklen omhandler, der ikke er medtaget her.

Grillen er tændt. Bøffen er på. 
Og det er der er intet galt med. Du kan spise en bøf en gang imellem.

En god idé er dog at variere sin kost og indtage den lækre spise med måde, da kød og forarbejdet kød ifølge forskerne er associeret med øget risiko for hjerte-kar-sygdomme. 
Den deciderede sunde bøf er derfor stadig en hellig gral. Kan det lade sig gøre at lave en sund bøf lige til at putte i burgeren?

Ja, hvis du spørger Bill Gates. Hans hold af finansierede forskere fra Silicon Valley-firmaet Impossible Foods i USA har nemlig lige opfundet verdens første veganerburger, der skal få mundvandet frem hos de inkarnerede kødelskere. Endda med autentisk rød væske, der udgør det for blodig burgersaft.

Den har kostet over 500 millioner kroner at producere, men så syder den veganske burger også under stegningen og smager reelt af bøf, skriver politiken.dk. 

Anmelderne er da også helt vilde efter prøvesmagningen på bistroen Momofuku Nishi i New York af veganerburgeren med fritter til 80 kroner i alt.

Dommen er, at burgeren har fat i den lange ende. Mange mener, at den ikke er til at skelne fra ægte kød, hvis man ikke lige vidste det, mens andre mener, at den rammer lidt ved siden af, men stadig er det bedste bud på veganer-'kød' til dato.

– Bortset fra, at teksturen var lidt – og kun lidt – forkert, så smagte det stort set som kød. Endnu mere overbevisende var kødsaften, der sev ned i underbollen, som havde en rig og kødfuld smag – mere ægte end ægte«, skriver Forbes' videnskabsreporter, Matthew Herper, ifølge politiken.dk.

Følg kostråd
Hos Hjerteforeningen modtager diætist Inger Larsen fra Rådgivningen i Aarhus nyheden med interesse.

– Hjerteforeningen følger nysgerrigt med i den verserende forskning inden for de mættede fedtsyrer. En af Bill Gates’ veganerburgere kan i den sammenhæng være et udmærket alternativ til en almindelig oksekødsburger, dels for at spare på kødet og det mættede fedt – og dels for, at skåne klimaet, siger Inger Larsen.

Men selvom det kan lyde som en drøm, der er gået i opfyldelse, anbefaler Inger Larsen ikke hjertepatienter og pårørende at omlægge kosten til at bestå af udelukkende veganerkost.

– Hjerteforeningen anbefaler ikke hjertepatienter at blive veganere, da det kræver en del planlægning og ernæringsviden om kosten for at blive dækket ind med de næringsstoffer, som kroppen har brug for. Men er man åben for, at veganerretter kan supplere en normal kost, kan jeg ikke se noget i vejen for, at man forsøger at være sund ved at finde lækre alternativer. Variation i kosten er godt så længe, at vi alle er opmærksomme på grønsager, fuldkorn og mindre salt og sukker. Det har vi godt af. Så vil der ind imellem være plads til både en almindelig burger og en veganerburger i kosten, siger Hjerteforeningens diætist Inger Larsen.

Du kan læse de officielle kostråd på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

FAKTA: Kød og sundhed
Der er en lidt højere risiko for at dø af hjerte-kar-sygdom af forarbejdet kød (18%) og en smule lavere risiko ved rødt kød (16%). Studier indikerer altså, at især forarbejdet kød, som er røget, saltet og nitritkonserveret, øger risikoen for død af hjerte-kar-sygdom. 
En nylig undersøgelse sammenlignede betydningen af kød og mejeriprodukter. Undersøgelsen viste, at et højere indtag af mejeriprodukter var forbundet med en 21 procent lavere risiko for hjerte-kar-sygdom, hvorimod det samme indtag af mættet fedt fra kødprodukter var forbundet med en 26 progent øget risiko.

FAKTA: Fødevarestyrelsens råd om kød
Spis højst 500 gram tilberedt kød om ugen fra de firbenede dyr, dvs. okse, kalv, lam og svin. Det svarer til to til tre middage om ugen og lidt kødpålæg.
Rødt kød er kød fra firbenede dyr, bl.a. okse-, kalve-, lamme- og svinekød – uanset om det er gennemstegt eller ej.
Forarbejdet kød er røget, saltet og nitritkonserveret kød, fx kødpålæg, hamburgerryg, skinke, pølser og bacon.
Kilde: De officielle kostråd på altomkost.dk.