Danskere sidder i gennemsnit ned i 7 timer om dagen, og det kan være livsfarligt. Flere undersøgelser bekræfter, hvor vigtigt det er at bevæge sig i løbet af dagen

Vi passer på hinanden

Lad os passe på hinanden ved at følge myndighedernes anbefalinger under coronakrisen. Læs om de generelle anbefalinger på coronasmitte.dk og om anbefalinger for hjertesygdom og coronavirus på hjerteforeningen.dk/corona. Tak!

Sedentarisme. Vi kan lige så godt lære det, for stillesidende adfærd, som ordet betyder, er blevet en folkesygdom. En folkesygdom, som det er nødvendigt, at vi forholder os til og reagerer på.

– Vi skal tage folkesygdommen meget alvorligt, for den bidrager i høj grad til alvorlige livsstilssygdomme som hjerte-kar-sygdom, type 2 diabetes og tidlig død, siger Hjerteforeningens motionsekspert, Martin Walsøe. 

Læs også: Motion på jobbet

Danskere sidder i gennemsnit ned 6-7 timer om dagen, og kontoransatte sidder i gennemsnit ned 10 timer dagligt. Alle de mange timer gør danskerne til et af de mest stillesiddende folkefærd i Europa. Det viser nye tal fra Statens Institut for Folkesundhed, som har bidraget til en stor international undersøgelse

Den gode nyhed
Er du en del af den ærgerlige statistik, er der heldigvis hjælp at hente – fra dig selv. Den gode nyhed er nemlig, at du med en forholdsvis overskuelig indsats kan reducere din risiko for at udvikle livsstilsygdomme markant, hvis du er en af dem, der tilbringer meget tid på din kontorstol eller foran tv’et derhjemme.

– Det er vigtigt, at du i løbet af dagen tager en masse aktive pauser, da det er den lange, uafbrudte siddetid, som er skadelig. Indret din hverdag så dine aktive pauser bliver et let valg, opfordrer Martin Walsøe og lister følgende tre gode råd til mere af den gavnlige fysiske aktivitet i din hverdag:

  • Ta´cyklen. Transporttiden, hvor du skal fra hjem til et dagligt gøremål, er et af de bedste måder at få en aktiv ”pause” på. Ta’ cyklen til og fra job eller til øvrige aktiviteter.
  • Rejs dig op. Stå op, når du taler i telefon på job eller i hjemmet, stå op i toget noget af vejen og stå op, når du har korte møder med en kollega.
  • Gå rundt. Gå over til dine kolleger eller din nabo med beskeden i stedet for at sende en mail eller sms, tag trappen og gå en tur, mens du taler med din kollega eller ven.

1 times daglig motion
Det nye internationale studie, som Statens Institut for Folkesundhed har bidraget til, viser dog, at du skal helt op på mindst en times motion om dagen for at kompensere for de mange timer i stolen.

– Der skal altså en hel del bevægelse til, men mange små tiltag kan sammen have stor effekt, og derfor er det til en start meget bedre med lidt end ingenting, siger Martin Walsøe.

Læs også: IFORM Hjerteløb 2016

Studiet er netop publiceret i det anerkendte tidsskrift The Lancet og bygger på data fra en million mennesker fra seks lande, heriblandt Danmark, hvor omkring 71.000 danskere blev fulgt igennem en årrække og svarede på spørgsmål om stillesiddende tid og motion.