Den frivillige indsats fra Hjertetourens arrangør, ægteparret Degn, er markant, og stort set alle vågne timer bliver brugt på at koordinere cykelræset, der løber af stablen den 20.-21. august i Værløse

”Er der lys på flyvestationen? Hvordan med toiletfaciliteter? Skal jeg have pandelampe med? Er der frugt? Har nogen stropper til et telt? Hvornår kan jeg hente det? Er der en hjertestarter?”

Sådan lyder spørgsmålene i blot et lille udsnit af de over 1.000 sms’er på en måned, som Thomas Degn modtager om cykelløbet Hjertetouren fra deltagere og andre frivillige ildsjæle med en aktie i ræset.

Der er nemlig fuld gang i planlægningen af Hjertetouren, hvor et hold med hjertepatienter og et par frivillige cykler i – hold nu fast – 24 timer for at indsamle midler til Hjerteforeningen. Det sker den 20.-21. august på den nedlagte flyvestation i Værløse nord for København.

Sidste år indbragte Hjertetouren 104.135 kroner til Hjerteforeningens arbejde for hjertepatienterne.

Frivillige ildsjæle pukler løs
Faktuelt går der 200 stykker frugt til trætte ryttere og frivillige, 3 daglige arbejdstimer efter endt fuldtidsjob som leder i bankverdenen på at arrangere, 5-10 daglige telefonsamtaler, utallige køreture med trailer pakket med udstyr på at stable Hjertetouren på benene. Alt sammen udført af Thomas Degn og konen Charlotte.

– Det går rigtig hurtigt i øjeblikket, siger 33-årige Thomas Degn, der er far til 2 piger på 6 og 8 år.

– Men det er sjovt, og hele familien er med. Jeg står op om morgenen og føler, at jeg giver en masse, og på den måde gør en forskel, ved at jeg bruger min tid og mit netværk, uden at jeg får noget igen. Min motivation er, at folk skal have deres kære længere, end jeg havde min far.

LÆS OGSÅ: Thomas cykler i 24 timer til ære for sin afdøde far

Stor tak fra Hjerteforeningen
Hos Hjerteforeningen lyder der allerede før løbets afholdelse en stor tak fra frivilligchef Betina Egede Jensen.

– Jeg bliver altid både rørt og imponeret over, hvor stor en arbejdsbyrde en ildsjæl som Thomas, men også hans familie, lægger i at støtte hjertesagen. Derfor glæder jeg mig og hepper på en god afholdelse af Hjertetouren. I al fald en stor tak her fra. Den frivillige indsats er guld værd for hjertesagen, siger Betina Egede Jensen.

LÆS OGSÅ: Du kan læse meget mere om Hjertetouren, hvordan du donerer, og hvad baggrunden er for løbet på hjemmesiden hjertetouren.dk.