Formændene for Hjerteforeningen og Kræftens Bekæmpelse undlader at deltage i planlagte debatter på Folkemødet. Krav om registrering er årsagen. Det betyder at færre læger i fremtiden kan deltage med kritiske synspunkter overfor industrien

Vi passer på hinanden

Lad os passe på hinanden ved at følge myndighedernes anbefalinger under coronakrisen. Læs om de generelle anbefalinger på coronasmitte.dk og om anbefalinger for hjertesygdom og coronavirus på hjerteforeningen.dk/corona. Tak!

Formand Dorthe Gylling Crüger, Kræftens Bekæmpelse, og formand Anne Kaltoft, Hjerteforeningen, er begge læger. En ny og markant strammere tolkning af habilitetsreglerne for lægers tilknytning til industrien kræver, at de – i lighed med andre læger – skal lade sig registrere, hvis de optræder i debatter, der er arrangeret af medicinalindustrien. 

Kræftens Bekæmpelse og Hjerteforeningen er repræsenteret ved en stribe debatter på Folkemødet og har set frem til denne spændende dialog mellem de mange aktører på sundhedsområdet. Begge organisationer finder det vigtigt at møde alle i en åben debat om sundhedsvæsenet og sygdomsbekæmpelsen i Danmark.

Men de to formænd ønsker – som mange andre læger i Danmark – ikke at fremstå i et register som om lægen har et afhængighedsforhold til industrien.

– Hvis man har de her regler bør de gælde for alle – både læger, politikere, embedsmænd og tilsvarende nøglepersoner. Ellers er det kun lægerne, der i realiteten udelukkes fra at deltage i debatten, siger Dorthe Gylling Crüger, formand for Kræftens Bekæmpelse.

– Hjerteforeningen og Kræftens Bekæmpelse finder, at man fremadrettet bør overveje, hvordan lægerne kan få mulighed for at gå i dialog med industrien. Ofte har vi som læger jo de faglige kritiske spørgsmål. Og de synspunkter skal høres, uden at vi mistænkeliggøres. Det er ikke demokratisk, og i sidste ende kan det skade de patienter, vi ønsker at hjælpe, siger Anne Kaltoft, formand for Hjerteforeningen.