Blandt dem, der får en blodprop i hjertet, er der flere, der dør i Nordjylland, end i Nordsjælland. Mange af dem, der dør, har ikke været til læge i løbet af det seneste år inden blodproppen

Bemærk

Denne artikel er over 1 år gammel. Efter artiklen blev udgivet, kan der være sket en udvikling i emnet og fakta, som artiklen omhandler, der ikke er medtaget her.

Det viser et nyt studie fra Statens Institut for Folkesundhed, SDU. Instituttet har for første gang i detaljer kortlagt, hvor danskere, der dør af blodprop i hjertet, bor. 
 
– Hjerteforeningen er yderst bekymret for de markante forskelle vi ser i tallene. Der er i den grad behov for at dykke dybere ned i årsagerne. Uagtet hvilke forklaringer, der ligger bag disse forskelle er det uacceptabelt at vi ser så markante forskelle i fordelingen af dødsfald relateret til blodpropper i hjertet, siger forebyggelseschef i Hjerteforeningen, Morten Ørsted-Rasmussen.

Nordjyder hårdt ramt
I studiet indgår alle danskere, som fik en blodprop i hjertet i perioden 2006-11. Det svarer til 70.000 danskere, hvoraf 25 procent døde af blodproppen. 
 
– Vi har ønsket at kortlægge meget præcist, hvor i landet dødsfaldene fandt sted. Det viser sig, at en stor andel af dødsfaldene forekommer i Nordjylland, ligesom der er mange andre “røde” pletter på danmarkskortet for eksempel i Vestjylland og Sønderjylland. Det betyder, at der er forskel på at dø af en blodprop i hjertet afhængigt af, hvor man bor, siger Annette Kjær Ersbøll, professor ved Statens Institut for Folkesundhed. 
 
Forskel i brug af praktiserende læge 
Forskerne har derfor undersøgt, om der er en sammenhæng mellem borgernes brug af læge og risikoen for at dø af en blodprop i hjertet.
 
Studiet viser, at blandt dem, der ikke gik til læge, døde 78 procent af blodproppen, mod blot 12 procent blandt dem, der gik til læge. Samtidig var der også forskel på, hvor borgere, der ikke gik til læge, bor. 
 
Igen er det nordjyderne, der adskiller sig sammen med borgere i visse områder i Vest- og Sønderjylland. 

Læs hele historien på Statens Institut for Folkesundheds hjemmeside