Hjerteforeningen og Dansk Cardiologisk Selskab har hædret Erik Berg Schmidt fra Aalborg Universitetshospital som Årets Forsker. Prisen er på 25.000 kr.

Vi passer på hinanden!

Hjerteforeningen samler og deler viden om coronavirus (COVID-19) og hjertesygdom. Vi råder dig til altid at følge myndighedernes anbefalinger om bl.a. afstand, hygiejne, mundbind og andet. Få vores bedste råd om coronavirus på hjerteforeningen.dk/corona. Pas på dig selv - og hinanden.

Fakta i artiklen

Artiklen herunder er over 1 år gammelt, og ligesom med al anden viden omtalt i en redaktionel sammenhæng kan den faktuelle virkelighed have udviklet sig siden publiceringen af artiklen. Bliver du i tvivl om en artikels faktuelle indhold, kan du altid skrive til madslo@hjerteforeningen.dk.

Formand for Hjerteforeningen, ledende overlæge Anne Kaltoft, har på Dansk Cardiologisk Selskabs (DCS) årsmøde i dag lørdag 4. juni overrakt prisen som ”Årets Forsker” til professor, overlæge, dr. med. Erik Berg Schmidt.  Prisen til årets forsker uddeles hvert år til et medlem af Dansk Cardiologisk Selskab, som har bidraget væsentligt til at markere dansk kardiologisk forskning nationalt og internationalt. 

Erik Berg Schmidt forsker primært i, hvad det betyder for hjerte og kredsløb at spise fisk og fiskeolier. Han er også en del af en større forskningsgruppe på Aalborg Universitetshospital, som beskæftiger sig med forebyggelse, opsporing og behandling af atrieflimren.

”Kost og livsstil er basal behandling af hjerte-kar-sygdom og grundlaget for videre medicinsk behandling. Forebyggelse er bedre end helbredelse. Derfor er det vigtigt. Jeg er rigtig glad og ser det som en stor anerkendelse fra kolleger. Det er en stor ære”, siger Erik Berg Schmidt om at modtage prisen som Årets Forsker.

Hjerteforeningen sponsor for første gang
DCS begrunder udnævnelsen med, at Erik Berg Schmidt har formået at etablere og udbygge en forskningsgruppe på et mindre universitetshospital, der tidligere var uden større forskningstradition. Han har desuden rekrutteret nye talenter til faget og bidraget til forskning af høj kvalitet. 

Det er første gang, at prisen, som er blevet uddelt hvert år siden 1994, er sponseret af Hjerteforeningen, og den er dermed blevet et direkte resultat af et styrket samarbejde mellem Hjerteforeningen og Dansk Cardiologisk Selskab. 

”Hjerteforeningen er glad for i dag og fremadrettet at være i stand til at sponsorere Dansk Cardiologisk Selskabs forskerpris på 25.000 kr. Stort tillykke til professor Erik Berg Schmidt, og ikke mindst stort tillykke til de mange patienter, der får glæde af forskningen i hjerte-kar-sygdom”, siger Anne Kaltoft, formand for Hjerteforeningen. 

Blå bog
Erik Berg Schmidt er 63 år, uddannet læge fra Aarhus Universitet 1978, speciallæge i intern medicin i 1993 og i endokrinologi i 1995. I 1996 erhvervede han den medicinske doktorgrad ved Odense Universitetshospital. 

Efter et forskerophold i ved Section of Endocrinology, Oregon Health Sciences University, Portland, og efterfølgende yderligere klinisk uddannelse, har Erik Berg Schmidt siden 2002 været først overlæge og siden professor ved Lipidklinikken, kardiologisk afd., Aalborg Universitetshospital. 

Han har været vejleder for en doktordisputats, 22 ph.d.-afhandlinger og er medforfatter på over 260 videnskabelige arbejder. 

Privat bor Erik Berg Schmidt i Rebild og er ivrig golfspiller.