Om få uger er det slut med lovløst at dampe løs i busser, tog og nær børn. Samtidig rykker e-cigaretter med nikotin ind på butikshylderne. Hjerteforeningen bifalder vedtagelsen, men ønsker samme regler for e-cigaretter som for tobak

Bemærk

Denne artikel er over 1 år gammel. Efter artiklen blev udgivet, kan der være sket en udvikling i emnet og fakta, som artiklen omhandler, der ikke er medtaget her.

Det bliver forbudt for børn og unge under 18 år at købe e-cigaretter, og de digitale smøger bliver bandlyst fra blandt andet kollektive transportmidler, børnehaver og på skoler.

– Det er godt at området med e-cigaretter nu bliver reguleret. Der bliver nu sat rammer for at salg ikke må foregå til børn og unge og at det er forbudt at reklamere for e-cigaretter. 

Sådan lyder reaktionen fra chefkonsulent i Hjerteforeningens Forebyggelsesafdeling, Simon Rask, efter politikerne har besluttet, at e-cigaretterne nu ifølge dagbladet Politiken rykker væk fra de grå kælderbutikker og ind i myndighedernes fulde belysning på dagligvarebranchens hylder.

– Hjerteforeningen havde dog gerne set at der kom samme regler for rygning af e-cigaretter som det er gælder for tobak. I dag er det kun institutioner og uddannelsesinstitutioner børn under 18 år, offentlig transport og taxa, hvor e-dampning er begrænset. Derimod er der ingen begrænsning på eksempelvis arbejdspladser, erhvervsskoler og universiteter, siger Simon Rask.

 Styrker sikkerheden
– Vi styrker sikkerheden for forbrugerne med en række krav til producenterne. Og samtidig strammer vi reglerne for salg af elektroniske cigaretter. Der bliver også forbud mod at dampe på institutioner og skoler, så vi undgår, at de voksne lærer børnene at dampe, siger sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) til Ritzau Fokus.

Den nye lovgivning om e-cigaretter har været tiltrængt, siger Forbrugerrådet Tænk.
– Vi er rigtig glade for, at der er kommet regler omkring det her nye produkt, som ikke hørte inde under nogen lovgivning. Det har været det vilde vesten, siger seniorrådgiver for sundhedspolitik hos Forbrugerrådet Tænk Sine Jensen til Politiken.

Træder i kraft i juni
Den nye regler gælder både e-cigaretter med nikotinindhold og de produkter, man kan fylde nikotin på, mens e-cigaretter uden nikotin ikke er omfattet af lovgivningen.

I dag er-cigaret-rygere henvist til at købe produkterne ulovligt på internettet eller i omkring 150 specialbutikker uden for myndighedernes kontrol, skriver Politiken.

7. juni bliver der grønt lys til salg og køb i almindelige butikker, som skal overholde den nye lovgivning.

 

FAKTA

Fremover er det ikke tilladt at ryge elektroniske cigaretter med eller uden nikotin i eller på børneinstitutioner, skoler, kostskoler, efterskoler institutioner med udbud af treårige gymnasiale ungdomsuddannelser, opholdssteder og lign. der har optaget børn og unge under 18 år.

Rygning af e-cigaretter bliver ligeledes forbudt i dagplejehjem og dag-, fritids- og klubtilbud til børn og unge.

Samtidig er det slut med e-cigaretter på kollektive transportmidler, herunder danske passagerskibe og danske eller udenlandske luftfartøjer i dansk luftrum.

Det bliver forbudt at sælge e-cigaretter til personer under 18 år.

Grænseværdien for indholdet af nikotin i e-cigaretvæsken bliver på 1mg per ml væske.