Hvordan holder du vægten og lever hjertesundt under all inclusive-ferien? Få svaret her fra Hjerteforeningens diætist Ulla Bahne

Bemærk

Denne artikel er over 1 år gammel. Efter artiklen blev udgivet, kan der være sket en udvikling i emnet og fakta, som artiklen omhandler, der ikke er medtaget her.

Skal sommerferien tilbringes i solen på en strandstol med is, chips, kolde drinks samt sodavand, og skal I bo på et hotel med all inclusive? Så kan du nok godt regne med at spænde livremmen lidt ud, når du kommer hjem til Danmark igen. Mange buffeter tilbyder nemlig meget andet end sund mad. Og det giver ofte både vægtforøgelse og dermed også øget risiko for hjerte-kar-sygdomme.

– Børnefamilierne strømmer til all inclusive-ferie tilbuddene med fri sodavand, øl, vin, drinks, is og pommes frites, samt bugnende madbuffeter, så længe man opholder sig på hotellets område. Så der kræves meget gode argumenter for at holde sig selv og børnene fra de usunde tilbud samt de overfyldte buffeter, siger Ulla Bahne, der er Hjerteforeningens diætist og kostekspert.

– Hvis I nu allerede har købt ferien, kan I overveje at påvirke børnene samt jer selv til en gang imellem at vælge sundt frem for usundt. For med alle disse gratis tilbud kan det være særdeles vanskeligt at holde vægten og leve hjertesundt under ferien. 

Mange overvægtige
Antallet af overvægtige i Danmark er steget markant inden for de seneste årtier. Stigningen har især fundet sted i de yngste aldersgrupper og hos personer med lav uddannelse eller indkomst. 
47 procent af den voksne befolkning er overvægtige, og omkring 13 procent af befolkningen er svært overvægtige. Det er et problem, for overvægtige er i stor risiko for at få en lang række livsstilssygdomme, blandt andet hjerte-kar-sygdomme, forhøjet blodtryk, diabetes, urinsyregigt og visse cancerformer. 
Hvis du spiser for meget og vælger for mange usunde fødevarer, samtidig med at du typisk ikke er så fysisk aktiv på din ferie, kan det øge din risiko for at blive overvægtig. 
 
Derfor spiser du mere

– Flere undersøgelser peger på, at pris, synlighed, variation og tilgængelighed har stor indvirkning på mængden af mad og drikke, vi indtager. Når alle buffetens herligheder er lige for øjnene af os, og når der er store mængder mad på bordet, spiser vi mere, ligesom vi ofte spiser ”en af hver slags”, når der er valgmuligheder på buffeten, siger Ulla Bahne.
– Det vil sige, at vi spiser meget mere, når der er mange valgmuligheder, end når vi får serveret en enkelt ret. Husk, at alt er tilladt – bare ikke hver dag og slet ikke flere gange om dagen. Ellers kan ferien nemt kost 2-3 kg på plussiden, når ferien er slut. Det kan derfor godt betale sig at følge disse enkle råd til at spise mere sundt på din all inclusive ferie. 

FAKTA
Sådan spiser du et sundt måltid

Spis gerne en sund og proteinholdig morgenmad med fedtfattig surmælksprodukt, havregryn, nødder og lidt frugt. Suppler gerne med grønsagsstænger, hvis det er muligt. Eller spis omelet med skalddyr, serranoskinke, kylling bacon og masser af grønsager. Det giver en god mæthedsfornemmelse i løbet af dagen.
Ligesom det er en god idé altid at vælge fisk og kylling uden skind ved frokost- og aftenbuffeten samt mange grønsager.
Desserten kan bestå af frugt, nødder og mandler, evt. suppleret med et enkelt lille stykke mørk chokolade med min. 70 g cacao pr. 100 g

GUIDE
6 gode tips til at spise sundt på all inclusive-ferien

1. Sæt dig langt fra buffeten og med ryggen til
Det er ikke helt uden betydning, hvor du vælger at placere dig i forhold til buffeten. Jo længere væk du sidder og gerne med ryggen til, des mindre spiser du.

2. Gå kun én gang til buffete
Tænk over, hvor meget mad du fylder på tallerkenen. Brug Y-tallerkenen når du øser op morgen, middag og aften, dvs. 1/5 del skal komme fra fisk, fjerkræ uden skind, magert kød, æg eller ost, 2/5 fra grønsager eller frugt, 2/5 fra kartofler, fuldkornsbrød, fuldkornsris eller fuldkornspasta. 

3. Husk at nyde maden
Jo længere du er om at tygge din mad og jo oftere du lægger bestikket fra dig unde måltiden, jo hurtigere vil du opleve mæthed.

4. Begræns alkohol
Begræns alkohol indtaget, og følg Sundhedsstyrelsens max. grænser, dvs. 14 genstande om ugen for mænd og 7 genstande om ugen for kvinder. 

5. Drik danskvand 
Indtaget af sodavand og søde drikke bør begrænses. Drik hellere danskvand eventuelt med citrus eller isvand eventuelt med små frugtstykker/skiver af appelsin/citron/lime

6. Vær fysisk aktiv sammen med familien 
Tag altid trapperne i stedet for elevatoren eller rulletrapperne, drop metro og sightseeing bussen og nyd i stedet byen og dens dufte og seværdigheder til fods. Leg med børnene på legepladsen, spil bold i poolen og på stranden, løb evt. sammen langs stranden eller lave en sjippe konkurrence. Det vigtigste ved fysisk aktivitet er at I vælger at lave noget, som alle i familien synes er sjovt.