Hjerteforeningen glæder sig over den ekstra gevinst, der pludselig dumpede ned.

Vi passer på hinanden!

Hjerteforeningen samler og deler viden om coronavirus (COVID-19) og hjertesygdom. Vi råder dig til altid at følge myndighedernes anbefalinger om bl.a. afstand, hygiejne, mundbind og andet. Få vores bedste råd om coronavirus på hjerteforeningen.dk/corona. Pas på dig selv - og hinanden.

Fakta i artiklen

Artiklen herunder er over 1 år gammelt, og ligesom med al anden viden omtalt i en redaktionel sammenhæng kan den faktuelle virkelighed have udviklet sig siden publiceringen af artiklen. Bliver du i tvivl om en artikels faktuelle indhold, kan du altid skrive til madslo@hjerteforeningen.dk.

Hjerteforeningen bruger sine penge med stor omtanke og påpasselighed. For der er tale om indsamlede midler, der skal bruges bedst muligt til forskning, forebyggelse og patientstøtte. Alligevel har Hjerteforeningen spillet med i Klasselotteriet.
 
– Hjerteforeningen er så privilegeret, at der hvert år er del mennesker, der testamenterer til os. Når personen afgår ved døden, sælger man alle aktiver, betaler gælden og opsiger diverse aftaler og abonnementer. Når boet er gjort op som en kontantbeholdning, bliver beløbet udbetalt til arvingerne, forklarer Hjerteforeningens chefjurist, Ann Marie Panduro.
 
Indtægter fra arv udgør ca. en tredjedel af Hjerteforeningens samlede indtægter, og dermed er testamenter og donationer helt afgørende for, at Hjerteforeningen kan uddele millioner af kroner til forskning og eksempelvis drive Hjertelinjen, hvor patienter og pårørende kan få gode råd om hjerte-kar-sygdomme.
 
– Fornylig var Hjerteforeningen arving i et bo, hvor afdøde havde en aftale med Klasselotteriet. Boet efter afdøde indtræder i denne aftale. Selvfølgelig skal aftalen opsiges, men inden det skete, blev lodsedlen trukket ud og dermed havde vi vundet, siger Ann Marie Panduro.
 
Hjerteforeningen skulle arve sammen med to andre organisationer, og derfor bliver gevinsten på 106.280 kr. delt i tre portioner, hvorfor Hjerteforeningen får godt 35.000 kr. udbetalt.
 
– Jeg er lidt ked af, at afdøde ikke selv nåede at opleve den glæde, det er at vinde i lotteriet. Til gengæld kan Hjerteforeningen glæde sig over den ekstra gevinst, der pludselig dumpede ned som vores arv, siger Hjerteforeningens chefjurist.
 
Ifølge Ann Marie Panduro har Hjerteforeningen ikke tidligere vundet i hverken Klasselotteriet eller i andre spil.