Hjerteforeningen har allerede sidste år bidraget til DRs dokumentarserie ”En syg forskel”. Tirsdag 31. maj medvirkede forskningschef Gunnar Gislason og hjertepatient René Karstensen i TV-Avisen kl. 21.30

Bemærk

Denne artikel er over 1 år gammel. Efter artiklen blev udgivet, kan der være sket en udvikling i emnet og fakta, som artiklen omhandler, der ikke er medtaget her.

Hjerteforeningens formand, Anne Kaltoft, deltog i den efterfølgende ”Folkehøring”, som DR afviklede direkte fra Aalborg Øst.

Op til denne udsendelse var Hjerteforeningen af Danmarks Radio blevet bedt om at svare på en række spørgsmål om ulighed i sundhed.

Spørgsmål og svar kommer her:

Spørgsmål:  
Oplever jeres patienter, at der kan være forskel i den behandling, som de modtager, alt efter om de er dårligt eller bedre stillet? (bedre stillet er her defineret som én, der har en høj indkomst og/eller en høj uddannelse)
         
Svar: 
Hjerteforeningen oplever, at det er sværere for de dårlige stillet at  finde rundt i sundhedsvæsenet og at forklare symptomer mm. Konsekvensen er, at der går længere tid, før de kommer i behandling, og det får betydning for  og prognose ,og hvor hårdt ramt de bliver af hjertesygdommen. At vi ikke bliver kontaktet om forskelle, når patienterne kommer i behandling, betyder ikke at alle oplever en god behandling. Der er social slagside i, hvem der deltager i rehabilitering, der  er en vigtig del af behandlingen og med til forebygge tilbagefald af sygdommen. Også mht. usikkerhed ved udskrivelsen, hvor mange ikke ved, hvem de kan kontakte, hvis de får brug for hjælp.
 
Spørgsmål:
I vores andet afsnit af dokumentarserien ”En syg forskel” (der bliver vist på mandag) møder vi en dårligt stillet mand, der har haft en blodprop i hjertet. Han giver udtryk for, at det til tider kan være svært at forstå alle de meddelelser, som han får fra sundhedsvæsenet. Er det noget, som I kan genkende hos jer? Altså; er vores sundhedsvæsen gode nok til at håndtere de dårligt stillede patienter? 
        
Svar:
Vi genkender og hører ofte fra patienterne, at der er rigtig mange informationer (både mundligt og skriftligt), der er vanskelige at forstå og finde rundt i . Mange opgiver det, forstår ikke sproget og har vanskeligt ved at forstå sygdom, behandling og hvad de skal  være opmærksom på. De dårligst stillede patienter bliver dårligere inddraget og forstår oftere ikke den information, de modtager, og de stiller ikke spørgsmål og krav. Denne patientgruppe er ofte uden ressourcestærke pårørende, der kan hjælpe med at stille spørgsmål mm. Patienterne har ofte problemer med job og økonomi og har brug for særlig hjælp og støtte her.
        
Spørgsmål 
Hvis nej –
 
1) Hvad gør sundhedsvæsenet forkert? (kom gerne med konkrete eksempler) . 

Svar på 1)
Første step er at kunne ”spotte ”de dårligere stillet og vide, hvordan man håndterer det bedst. Får oftest ikke inddraget patienten i, hvad der er vigtigst for den enkelte, og om der er brug for særlig indsats og samarbejde med patienten i det videre forløb. Det går meget hurtigt, og der mangler sammenhæng i forløbet. Der mangler fokus, viden og samarbejde om denne patientgruppe og om, hvordan man hjælper dem igennem. I dag bliver alle informeret ens og med meget viden og læsestof, der ikke hjælper patienten. 
 
2) Hvad betyder det for de dårligst stillede patienter og deres behandling? 
 
Svar på 2)
Vi kender til en del hjertesyge, der – når de kommer hjem – gør som de plejer. De har ikke forstået sammenhængen mellem det, de plejer, og deres sygdom. De oplever måske bivirkninger ved en medicin, men er usikker på, hvem i sundhedssystemet de skal spørge. De bliver sendt videre fra den ene til den anden. De ender med, at lade være med at tage den medicin, de har bivirkninger af. På sigt kan det betyde forværring i sygdommen eller ny følgesygdom. Økonomi har også betydning for penge til medicin og ordentlig, sund mad.
 
3) Hvad bør sundhedsvæsenet gøre for at blive bedre til at håndtere de dårligst stillede patienter?. 
 
Svar på 3)
Hjerteforeningen har flg. bud :

  • Uddannelse af sundhedsprofessionelle og udvikling metoder til at identificere og inddrage patienter med særlige behov. 
  • Mere tid af til samtale med denne patientgruppe. Og gerne/helst med deltagelse af en pårørende, ven eller en bisidder, der efterfølgende kan samle op på samtalen. 
  • Alt skriftligt materiale bør ses efter og laves i mini udgave, der er letforståelig til denne målgruppe. Gerne med billeder. 
  • Informationen samles op ved et ambulant besøg eller hos egen læge efter nogle dage.  Der bør være en fast kontaktperson, som patienten ved vil hjælpe dem, og som har overblik over deres sygdom og forløb. 
  • Én person, de kan kontakte efter udskrivelsen, når spørgsmålene trænger sig på. Og en opsøgende indsats fra sundhedspersoner til patienten.
  • Klar ansvarsfordeling mellem almen praksis, sygehus og kommune.