Hjerterytterne er ikke kun mænd på over 50 år. Nej, Maria Høy Henningsen er en af de inkarnerede ryttere på holdet. Og hun glæder sig til træningsturene trods et stramt skema som læge til dagligt

Bemærk

Denne artikel er over 1 år gammel. Efter artiklen blev udgivet, kan der være sket en udvikling i emnet og fakta, som artiklen omhandler, der ikke er medtaget her.

Flertallet af Hjerterytterne er mænd. Ja. Og de er over 50 år. Jo. Men alligevel. Der er også en del kvinder at finde i feltet. Én af de meget dedikerede er Maria Høy Henningsen på 34 år. Til dagligt arbejder hun som læge, men trods den igangværende uddannelse til speciallæge i anæstesiologi og nattevagter, finder hun gejsten til at cykle kilometer efter kilometer i Hjerterytter-lycra.

Maria Høy Henningsen, der selv er hjertepatient også, vælger at se flertallet af mænd i feltet som en fordel. 

– Vi er generelt overtal af mænd på Herterytterne, men jeg synes generelt, det giver en god energi. Humoren kan være skarp og sort, men det gør kun cykelturene sjovere, siger hun.

Kommer op af sofaen
Fællesskabet er uafhængigt af den kønsmæssige sammensætning, og loyaliteten er stor i feltet.

– Hos Hjerterytterne gør vi meget ud af, at vi kører ud sammen og hjem sammen. Så alle hjælper hinanden, og så skader det jo ikke at have en stor mands hånd i ryggen, hvis man har en dårlig dag. Cykling er bestemt ikke kun en sport for mænd. Det er mit indtryk at de kvinder, vi har på Hjerterytterne er mindst ligeså passioneret omkring sporten som mændene er og går ligeså meget op i deres udstyr. Det er de faktorer der gør at jeg kommer op af sofaen og tager afsted til træning med Hjerterytterne. Det er en sport, der kan udfordre dig på alle niveauer, men samtidig en sport der er skånsom for knæ og hofter, som tit er et problem for eksempelvis løbere.

Anbefalingen er derfor klar fra Maria Høy Henningensen, der har cyklet på hold i 3 år og hos Hjerterytterne i 1 år.

– Du kan begynde at cykle uanset dit udgangspunkt træning og ikke mindst din vægt. Du kan mærke en udvikling allerede efter få uger, og det giver et kæmpe mentalt overskud.

Læs mere på Hjerterytternes hjemmeside.