Simplere regler for de nuværende kørselsordninger vil gøre det lettere for også hjertepatienter at få bevilget kørsel. Det er der i høj grad brug for. Det mener Hjerteforeningens Facebook-brugere

Bemærk

Denne artikel er over 1 år gammel. Efter artiklen blev udgivet, kan der være sket en udvikling i emnet og fakta, som artiklen omhandler, der ikke er medtaget her.

Hjerteforeningens Facebook-brugere er helt enige med Hjernesagen, når debatten falder på regler om kørselsordning. Ja, måske ikke det mest spændende emne i sin ordlyd, men meget vedkommende for både hjerte- og hjernepatienter. For kørselsordning handler om, hvordan du transporteres hen til hjælpen, du har brug for.

'Like' Hjerteforeningen på Facebook og deltag i debatterne

Mange borgere med hjerte-kar-sygdomme har brug for kørsel, når de eksempelvis skal på sygehuset, til egen læge, til genoptræning, fødselsdagsfest, jobafklaring, fritidsaktiviteter eller deltage i et dagtilbud.

Kørsel til borgere med handicap er dog et forvirrende område, fordi lovgivningen om kørsel knytter sig til en bestemt aktivitet. Jo større behov for kørsel, desto flere lovgivninger kommer der i spil.

Hed Facebook-debat: Ikke-eksisterende kørselsordning
– Kørselsordning? Den er ikke-eksisterende, siger hjertepatienten Nina på Facebook.

– Som bypass-opereret skal man beskytte brystbenet den første tid. Man frarådes kørsel i bil og på cykel, ligesom transport med offentlige transportmidler ikke tilrådes, hvis man ikke kan få en siddeplads. Der kan ikke bevilges transport til kontrol på hospitalet, til genoptræning eller noget som helst. Da det meste af familie og venner er på arbejde, er der ikke så mange muligheder. Betal selv for en taxi – eller tag bilen, der næsten kalder på dig.

Hjernesagen: Regler for handicapkørsel er en jungle
Der er brug for alternative løsninger til de nuværende kørselsordninger, så det bliver lettere for borgere med handicap at få bevilget kørsel, skrev direktør i Hjernesagen, Lise Beha Erichsen, den 26. januar på altinget.dks debatsider.

Hjerteforeningens socialrådgivere er stødt på problemstillingen og støtter op om Hjernesagens og patienternes udtalelser og synspunkter. En forenkling af regelsættet er tiltrængt og ønskværdigt, hvilket Hjerteforeningen vil arbejde for.

Den komplicerede lovgivning øger risikoen for, at borgere med blandt andet hjerte-kar-sygdomme ikke kan få overblik over de muligheder, de rent faktisk har for at få støtte til kørsel. Det udløser, at også hjertepatienterne fravælger behandlinger, genoptræning og andet, fordi de ikke selv har mulighed for at betale kørselsudgifterne.

Sværere regler skaber arbejde for sygeplejerske
Hjerteforeningen har spurgt sine Facebook-brugere om, hvad de synes om reglerne for kørselsordning.

– En simplificering vil blive værdsat, svare hjertepatienten Per. 

– Jeg kan blive kørt til og fra Riget for lægesamtale og undersøgelser, men ikke til og fra Næstved til hjerterehabiliteringsprogram.

Også hjertesygeplejersken Louise genkender debatten fra sin dagligdag med hjertepatienter. 

– Som hjertesygeplejerske er det et spørgsmål, man ofte bliver stillet. Og som regel er jeg i tvivl om svaret. Jeg ser behovet for kørselshjælp, men bliver ofte begrænset af at den slags kan vi ikke hjælpe med, og det er patientens eget ansvar at komme frem og tilbage. Det må jeg så forholde mig til. Og forsøge at være kreativ i forhold til løsninger. Men løsningen kan afhænge af hvilken sygeplejerske og sekretær, patienten møder, hvilket i praksis betyder ulighed mellem mennesker, siger Louise.