I det nyeste nummer af Hjerteforeningens medlemsblad, Hjertenyt, kan du læse historien om Charlie Cornell på 3½ år, der er blevet hjerteopereret. Se kort videofilm med Charlie og læs her både, hvad der skete bag om historien og moderens rørende brev

Bemærk

Denne artikel er over 1 år gammel. Efter artiklen blev udgivet, kan der være sket en udvikling i emnet og fakta, som artiklen omhandler, der ikke er medtaget her.

 

Bag om denne historie
Hjerteforeningens protektor, Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary, besøgte i september 2015 Afdelingen for hjertesygdomme på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Her mødte hun en række hjertebørn. Det blev beskrevet i medierne og på Hjerteforeningens hjemmeside.

19. september modtog Hjerteforeningen denne mail:

”Kronprinsesse Mary mødte også hjertepatienter så som Charlie Cornell 3½ år og hjerteopereret for tredje gang. Her med forældrene Matthew (Matt) og Christina Cornell.” 

Mailen var sendt af Charlies morfar. Stolte morfar. Og det blev begyndelsen på denne  historie. 

Det viste sig, at familien Cornell i Viborg bestod af faderen Matt, moderen Christina, storesøster Sohpie fra 2003, mellembror Nicolai fra 2006 og Charlie fra 2012. Familien indvilgede venligt i at modtage et besøg i hjemmet, hvor Charlie drønede rundt, tog godt for sig af de slikskåle, der i anledning af besøget var stillet på bordet og i
det hele taget lignede og opførte sig som alle andre raske (og frække) drenge på 3½ år. Matt og Christina var meget åbne om de udfordringer, frygt og glæder, der prægede hverdagen. Men umiddelbart nærede de intet ønske om at blive eksponeret ud over den nære kreds. Dog ville de overveje. 

En måned senere skrev Christina således:
“Vi vil gerne deltage med Charlie og hans søskende, hvis der på den måde kan opnås større opmærksomhed på hjertebørn og Hjerteforeningen. Jeg vil sige, at selv om Charlie har en kompleks hjertefejl og aldrig bliver hjerterask, så er han jo ikke et typisk hjertebarn, som jeg forstår det. Andre er undervægtige, har kromosom- og genfejl og har andre diagnoser pga. iltmangel ved operationer osv. Så jeg ved ikke, om han vil være
et realistisk valg af hjertebarn og måske et lidt unfair valg i forhold til de andre hjertebørn, som har så mange andre lidelser.” 

Charlies forældre valgte at sige ja til at deltage i en artikel i Hjertenyt og medvirke i Charlies Hjertegalla, der sendes på TV 2 CHARLIE søndag den 20. marts.

Selve artiklen til Hjertenyt blev anderledes end oprindeligt tænkt. For i de sidste dage af 2015 sendte Christina Cornell en tekst, der ikke kan skrives bedre af nogen journalist.

Læs Christinas mail i Hjertenyt nr. 1, 2016 (side 15)