Online rådgivning er en ny og fleksibel måde at hjælpe dig på - uanset om du er hjertesyg eller pårørende

Bemærk

Denne artikel er over 1 år gammel. Efter artiklen blev udgivet, kan der være sket en udvikling i emnet og fakta, som artiklen omhandler, der ikke er medtaget her.

Som noget nyt kan du nu få hjælp og rådgivning hjemme i din stue. Det eneste du behøver, er en tablet eller en computer med internetadgang, så kan du få hjælp og viden af vores sundhedsfaglige personale. Under samtalen kan rådgiveren vise dig instruktioner, billeder og forklaringer direkte på din skærm samtidig med, at du ser din rådgiver på din computer.

Trine Larsen har prøvet online rådgivning fra sin stue i Kerteminde. Hun er 43 år, blev hjertetransplanteret i 2010, og kontaktede Martin Walsøe, Hjerteforeningens motionsekspert, da hendes puls meget lav, når hun dyrkede motion.

– Det giver mig en tryghed at vide, at det er en rigtig person, jeg sidder overfor. Personen er til stede og det føles bekvemt. Jeg bor ude på landet og behøver ikke at tænke på transport, men kan sidde hjemme i min stue og få rådgivning, når det passer mig, siger Trine Larsen.

Tal med eksperter
Med online rådgivning kan du tale med Hjerteforeningens eksperter. Blandt andet vores socialrådgiver Malene Stærmose, som sidder klar til at hjælpe dig med spørgsmål om arbejdsfastholdelse, sygedagpenge, jobafklaring, fleksjob, førtidspension mv. Socialrådgiver Lene Nielsen svarer på spørgsmål fra hjertebørn og deres familie samt unge og voksne med medfødt hjertefejl. Også vores fysioterapeuter, diætister og psykologer kan du tale med online om blandt andet motionsvejledning og hjælp til at håndtere psykiske reaktioner efter hjerte-kar-sygdom. Online rådgivning er et projekt og et supplement til Hjerteforeningens øvrige rådgivning.

Ring til os
Udover online rådgivning kan du altid ringe til Hjertelinjen på tlf. 70 25 00 00 og tale med en af vores sundhedsfaglige rådgivere. Her kan du fortælle om dine problemer, din tvivl og dine overvejelser. Alle spørgsmål er velkomne – store som små. Hjertelinjen udvider sine åbningstider fra den 1. april fra kl. 9-16.

Se en video om, hvad online rådgivning er. Og book en tid til online rådgivning.