Hjerteforeningen har modtaget 38 indstillinger til Årets hjerteredder. Alle beretningerne dokumenterer, at menneskelig indgriben, hjertemassage og brug af hjertestarter redder liv, når det gælder. Hjerteredderne var i dag samlet for at modtage Hjerteforeningens hyldest

Bemærk

Denne artikel er over 1 år gammel. Efter artiklen blev udgivet, kan der være sket en udvikling i emnet og fakta, som artiklen omhandler, der ikke er medtaget her.

Det var ikke kun få lommetørklæder, der kom i brug, da Hjerteforeningen sammen med Østifterne havde inviteret årets hjertereddere til hyldest-arrangement i Nykredits domicil på Kalvebod Brygge i København. Skuespiller og tv-vært Peter Mygind præsenterede hver enkelt redning, hvor en snarrådig indsats havde reddet et menneskes liv. Og dermed reddet et barn, en mor, en far, en hustru eller ægtemand. Følelsen af glæde var dominerende, og de fremmødte ”reddede” udtrykte deres store taknemmelig for redningen og livet.

– Vi er glade for at kunne give hjerteredderne en brøkdel af den anerkendelse, de har fortjent. I virkelighedens verden har de alle fortjent at vinde prisen som Årets hjerteredder 2016, siger Kim Høgh, administrerende direktør i Hjerteforeningen.

Han og Hjerteforeningen betoner vigtigheden af, at man ”gør noget”, hvis man oplever et menneske få hjertestop. Eksemplerne fra de 38 hjerteredninger viser, at hvis der gives hjertemassage og evt. benyttes hjertestarter, er der gode chancer for, at det ramte menneske kan overleve helt uden mén. Også selv om der går relativt lang tid, før den professionelle hjælp ankommer.

Under arrangementet blev det afsløret, hvilke tre redninger der af et dommerpanel er nomineret til at modtage den ultimative pris som Årets hjerteredder 2016.

– I dommerpanelet har vi været dybt berørte af de mange imponerende redninger.  Derfor har det været vanskeligt for os at skulle udvælge tre redninger, der skiller sig særligt positivt ud, siger Lars Suhr Olsen, direktør i Østifterne, som er med i dommerpanelet sammen med Kim Høgh fra Hjerteforeningen og Freddy Lippert, direktør for Akutberedskabet i Region Hovedstaden.

Frem til den 14. marts kan Hjerteforeningens medlemmer og andre interesserede via www.hjertegalla.dk stemme på, hvem man mener skal have prisen. På hjemmesiden kan man læse mere om de tre nominerede redninger samt se korte videofilm med hovedpersonerne. Vinderen af Hjerteforeningens pris, der er sponsoreret af Østifterne, bliver kåret i indsamlingsshowet ”Charlies Hjertegalla”, der sendes LIVE på TV 2 CHARLIE søndag den 20. marts kl. 21.