Forskningsprojekt viser, at fysisk træning dæmper den betændelsestilstand, som for hjertepatienter er afgørende at holde nede, fordi den kan være årsag til nye blodpropper. Torben Mølgaard-Andersen deltog i projektet og mærker en tydelig livsforandring ved motionen

Bemærk

Denne artikel er over 1 år gammel. Efter artiklen blev udgivet, kan der være sket en udvikling i emnet og fakta, som artiklen omhandler, der ikke er medtaget her.

– Træningen forbedrer også ens libido. Jeg føler mig i hvert fald 10 år yngre. Det hele giver bare mere livskvalitet.

Det siger Torben Mølgaard-Andersen, der er én blandt 121 hjertepatienter, der har deltaget i klinisk forskningsprojekt om motion for hjertepatienter. Han mærker de store fordele ved motion.

Projektet fra VIA Sundhed i Århus peger ifølge forskningsholdet selv på, at hjertepatienter kan forebygge blodpropper med fysisk træning og er beskrevet i professionshøjskolernes magasin, Profviden nummer 8 (eksternt link).

Anledning til at dykke dybere ned i emnet
Hjerteforeningen glæder sig over, at det jyske projekt sætter fokus på de mange fordele ved motion.

– Motion har som bekendt en meget gavnlig fysisk og psykisk effekt for hjertepatienterne. Der er forskningen meget éntydig, siger forskningschef hos Hjerteforeningen Gunnar Gislason.

At kunne konkludere endeligt, at blodpropper kan undgås ved motion kræver ifølge ham videre forskning.

– Dette projekt indikerer, hvor meget hjertepatienterne med fordel kan motionere, når de gerne vil undgå gentagne blodpropper. Vi synes, at projektets resultater giver anledning til at dykke dybere ned i perioden mellem blodpropper, så vi kan få undersøgt nærmere, hvordan motion også gavner her.

Torben gjorde noget selv
– Det er rigtig rart, at jeg selv har kunnet gøre noget for at blive rask og forhindre, at jeg får en blodprop og ikke som 60-årig skal til at køre rundt med rollator. Og hvis der skulle opstå en blodprop, ja, så er jeg nu bedre rustet til at stå imod.

Torben Mølgaard-Pedersen fik sidste vinter konstateret en alvorlig forsnævring i kranspulsåren og derfor fik en ballonudvidelse. I dag har han ifølge eget udsagn det ’langt bedre’ end før hjerteoperationen.

– Jeg har meget mere overskud og energi. Før kunne jeg for eksempel ikke cykle op ad en bakke. Den smutter jeg lige opad nu, fortæller han.

12 ugers motion giver langvarige forbedringer
Faglig projektleder og ph.d. Malene Munk Jørgensen fra Bioanalytikeruddannelsen fra Via University College i Aarhus peger på, at der er ikke noget nyt i, at hjertepatienter har god effekt af motion. Men hvor ofte og hvor længe en genoptræning skal tilrettelægges for at forebygge nye hjerteanfald, har der ikke eksisteret videnskabelige belæg for.

Forskerne har nu været med til at udvikle en metode til at måle, hvordan fysisk træning dæmper betændelsestilstande og derved sandsynligvis mindsker risikoen for et nyt hjerteanfald.

–  Vi har vidst hele tiden, at motion er godt for hjertet, men vi havde ikke en målbar størrelse for, hvor ofte og hvor meget motion, der var bedst, Malene Munk Jørgensen.

– Projektet viser, at træningsforløb på både otte og 12 uger har effekt og giver en inflammationsdæmpning i blodkarrene. Men 12 ugers træning ser ud til at være bedre end de otte uger, som vi tidligere tilbød patienterne. Selv et helt år efter kan man måle en positiv effekt af de 12 ugers træning, fortæller hun.

Forskningsprojektet fra VIA Sundhed har ført til, at Aarhus Universitetshospital har ændret praksis og nu tilbyder alle hjertepatienter 12 ugers genoptræning mod tidligere otte uger.

Fakta om undersøgelsen
Projekttitel: Monocyttypebestemmelse og koncentrationsbestemmelse af inflammatoriske biomarkører i blodprøver fra hjertepatienter i superviseret genoptræning

Hvad: Det kliniske forskningsprojekt har vist, at fysisk træning har en dæmpende effekt på inflammationstilstanden i kroppen. Hos hjertepatienter er det afgørende at holde inflammationen nede, fordi den kan være årsag til nye blodpropper. Et forsøg med 121 hjertepatienter viste, at fysisk træning tre gange om ugen i 12 uger har større effekt end to gange om ugen i otte uger.

Aarhus Universitetshospital har ændret praksis og tilbyder nu alle hjertepatienter 12 ugers genoptræning mod otte tidligere. Studerende på VIA Sundhed har været med til at sætte analyserne op, og projektet har været et foregangsprojekt for andre samarbejdsforløb mellem studerende og forskere.

Hvem: Forskningsprojektet har været forankret på Bioanalytikeruddannelsen på Via University College i Aarhus i samarbejde med Fysioterapi- og Ergoterapiafdelingen, Hjerte-lunge karkirurgisk afdeling T, Klinisk Immunologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital og Institut for klinisk medicin på Aarhus Universitet.

Publikationer: Flere videnskabelige artikler er på vej. Projektet er et underprojekt til et større projekt med titlen ‘Tilbage til hverdagsliv efter hjertesygdom’. Læs mere på www.ucviden.dk

Læs mere
På hjerteforeningens hjemmeside, kan du læse om motion og hjerte-kar-sygdomme