17 procent af danskerne ryger fortsat dagligt. Kræftens Bekæmpelse vil ikke totalforbyde rygning, fordi det ikke giver færre rygere og dødsfald, men hellere hjælpe rygere til at kvitte røgen. Hjerteforeningen bakker op og peger på, at forebyggelse er essentiel, hvis også socialt dårligere stillede borgere skal blive røgfrie

Bemærk

Denne artikel er over 1 år gammel. Efter artiklen blev udgivet, kan der være sket en udvikling i emnet og fakta, som artiklen omhandler, der ikke er medtaget her.

Rygning skal ikke forbydes, selvom 13.900 danskere hvert år dør af tobakken. Et forbud giver ikke færre rygere og dødsfald. Det siger administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen i et interview med Politiken søndag den 10. januar. Her spørges han til holdningen om totalforbud af rygning.

– Det skal vi ikke. Men vi skal forbyde rygning, når det generer og skader andre, siger Leif Vestergaard Pedersen til Politiken.

Opbakning fra Hjerteforeningen
Hos Hjerteforeningen er administrerende direktør Kim Høgh enig med Kræftens Bekæmpelses udmelding, om at totalforbud ikke er vejen frem. Han ønsker i stedet fokus på forebyggelse og social ulighed.

– Grundlæggende er vi hos Hjerteforeningen jo enige i, at det er røgen og ikke rygerne, vi skal forfølge, siger Kim Høgh.

Tidligere på ugen offentliggjorde Gallup en undersøgelse for Hjerteforeningen, Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse og Lungeforeningen. Undersøgelsen peger på, at faldet i rygning i Danmark er gået i stå. Andelen af daglige rygere i Danmark er i dag 17 procent.

Læs mere om undersøgelsen i artiklen ”Faldet i rygning i Danmark er gået i stå”

Røgfrit Danmark i 2030
– Vi er nødt til at tale til og med hinanden. Bare talen om totalforbud skaber en konflikt i det danske samfund, og så når vi ikke målet: at færre skal dø af tobak, siger Leif Vestergaard Pedersen til Politiken.

– Rygere er mennesker, som vi gerne vil hjælpe. Og to tredjedele af rygerne vil gerne stoppe. Det er dem, der har vores fokus.

Leif Vestergaard Pedersen ser gerne et tobaksfrit Danmark i 2030, hvor kun to til fire procent ryger, og hvor rygning vil være ”afnomaliseret”.

Proaktivt og systematisk tilbud om rygestop
Hjerteforeningens Kim Høgh er enig i, at rygningen skal udfases over et langt træk.

– Det er fint, at man ikke forbyder rygning fra dag til dag, idet mange ressourcesvage så vil blive fanget. Leif Vestergaard Pedersen taler dog ikke så meget om, at vi proaktivt og systematisk skal tilbyde rygestop til rygere, selvom forskning viser, at socialt dårligere stillede ikke har ressourcer til selv at opsøge et tilbud.

Hos Hjerteforeningen mener vi, at rammer er vejen til at nedbringe mængden af rygning yderligere. Vi skal undgå røg, fordi alt for mange udsættes for passiv rygning. Det er således ikke kun den enkelte ryger, det handler om, men også alle os andre, siger Kim Høgh.

– Jeg mener, at de cirka 80 kommuner, der stadigvæk ikke har indført røgfri arbejdstid, sagtens kunne gøre noget uden lovstramninger fra Folketinget. 

Se fakta-ark om undersøgelsen af Danskernes Rygevaner 2015 på Sundhedsstyrelsens hjemmeside