Hjerteforeningens protektor, Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary, overrakte i dag legater fra Hjerteforeningen og Børnehjertefonden til tre hjerteforskere. Det skete på Hotel d'Angleterre i overværelse af hjertebørn og deres familier samt en række af Hjerteforeningens samarbejdspartnere og ambassadører
Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail (klik her).
Hjerteforeningen og Børnehjertefonden har tilsammen doneret ca. 50 millioner kroner til forskning i 2015.
Forskningens store betydning for hjertesagen blev fejret ved legatuddelingen, der fandt sted i Palmehaven på Hotel d’Angleterre i København. Dette kunne lade sig gøre i kraft af en donation fra Remmen Fonden.
Dødeligheden som følge af hjerte-kar-sygdom er i dag reduceret markant i forhold til tidligere.
– Vi skal glæde os over de vigtige resultater, som danske hjerteforskere har opnået og fortsat stræber efter at opnå. Vi er nået meget langt i bekæmpelsen og behandlingen af hjerte-kar-sygdom både i Danmark og internationalt, sagde Kronprinsesse Mary i sin tale.
Men det er fortsat alvorligt at blive ramt af en hjerte-kar-sygdom. Både for den enkelte, for familien og de nærmeste. Over halvdelen af alle danskere over 55 år rammes på et tidspunkt i deres liv af en hjerte-kar-sygdom. Og cirka 500 børn fødes hvert år med en medfødt hjertesygdom.
– Stort set ingen af os går igennem livet uberørt af hjerte-kar-sygdom. Enten fordi vi selv bliver ramt, fordi vi bliver pårørende til et familiemedlem, eller fordi vi kender en nær ven eller veninde, som bliver hjertepatient, sagde Kronprinsesse Mary.
De tre legatmodtagere er:
Majbritt Tang Svendsen, ph.d.-studerende, Center for Klinisk Forskning, Aalborg Universitet/Vendsyssel Sygehus. Majbritt Tang Svendsen modtager et legat til forskningsprojektet ”Regional ulighed i dødelighed som følge af blodprop i hjertet”. Næsten dobbelt så mange nord-jyder som københavnere dør som følge af en blodprop i hjertet, før de kommer i behandling på et sygehus. Forskningsprojektet vil belyse årsagerne til uligheden i dødelighed af en blodprop i hjertet på tværs af regionerne og undersøge, om uligheden skyldes forskelle i registrerings-praksis, sygdomsmønstre eller sundhedsadfærd i befolkningen.
Majbritt Tang Svendsen modtager 486.000 kr.
Jes Sandal Lindholt, professor, overlæge, Odense Universitetshospital. Jes Sanddal Lindholt modtager et legat til forskningsprojektet ”Forebyggende avanceret hjerte-kar-screening i befolkningen”. For første gang vil et forskningsprojekt undersøge virkningen af screening med avancerede hjerte-kar-undersøgelser i den brede offentlighed. Hver tredje ud af 45.000 tilfældigt udvalgte mænd bliver inviteret til en avanceret forebyggende screening fire forskellige steder i landet. Den forventede effekt af screenings-undersøgelsen er forebyggelse af op til 1.000 dødsfald og forebyggelse af et betydeligt antal indlæggelser. Projektet vil desuden give viden om, hvorvidt screeningstilbuddet bør udbredes i hele Danmark.
Jes Sanddal Lindholt modtager 675.000 kr.
Lars Idorn, 1. reservelæge, ph.d., Børneafdelingen, Hvidovre Hospital. Lars Idorn modtager et legat til forskningsprojektet ”Dødelighed og sygelighed hos danske uni-ventrikulære hjertepatienter”. Cirka fem procent af alle medfødte hjertesygdomme er funktionelt uni-ventrikulære hjerter med kun et veludviklet hjertekammer mod normalt to. Langt de fleste patienter vil dø uden operation inden patienten er fyldt tre år. Forskningsprojektet vil beskrive patientgruppen så præcist som muligt, dels for at opdage komplikationer så tidligt som muligt, og dels for at forberede de afdelinger, som skal behandle patienterne i årene fremover. Lars Idorn modtager 250.000 kr.
H.K.H. Kronprinsesse Mary har været protektor for Hjerteforeningen siden 2005. Hun er livsvarigt medlem af bestyrelsen for Kronprinsesse Marys Hjertefond, som støtter forskning i hjerte-kar-sygdomme blandt kvinder.
Kronprinsesse Mary sammen med fra venstre Inger Filipsen, formand for Børnehjertefonden, de tre legatmodtagere 1. reservelæge, ph.d. Lars Idorn, Børneafdelingen, Hvidovre Hospital, professor, overlæge Jes Sanddal Lindholt, Odense Universitetshospital, og ph.d.-studerende Majbritt Tang Svendsen, Center for Klinisk Forskning, Aalborg Universitet/Vendsyssel Sygehus. Til højre Hjerteforeningens formand Anne Kaltoft, ledende overlæge, ph.d., Aarhus Universitetshospital i Skejby
Kronprinsesse Mary modtages af 7-årige Sille Larsen i overværelse af Børnehjertefondens formand Inger Filipsen, hofdame Christine Pii, Hjerteforeningens formand Anne Kaltoft og adm. direktør i Hjerteforeningen Kim Høgh
Kronprinsesse Mary, hjertebørn og søskende i gruppekram
Fotograf Jakob Boserup