En slem hoste blev til flere lungebetændelser, som viste sig at være hjertesvigt. Ingen skænkede hjertet en tanke, før Rikke Juul knap kunne gå

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

– Jeg er nok en af dem, der har haft et klassisk forløb, hvor der gik alt for lang tid, inden lægerne fandt ud af, at jeg havde hjertesvigt. Det begyndte med en lungebetændelse, som hurtigt blev til flere, selvom jeg fik masser af antibiotika. Ingen skænkede hjertet en tanke, før jeg var så dårlig, at jeg knap kunne gå. Ordene kommer fra 46-årige Rikke Juul, mor til to teenagedrenge, udannet psykolog og bor i København. For tre år siden fik hun diagnosen hjertesvigt.

– Jeg havde hostet igennem lang tid, og det blev bare værre og værre. Turen op på 4.sal blev til sidst helt uoverskueligt for mig. Jeg var blevet undersøgt af egen læge gentagne gange og var også forbi akutklinikken på hospitalet. Alle lægerne mente, at det var lungebetændelse. Til sidst var det så slemt, at jeg sad op og sov i min seng. Min søvnrytme blev fuldstændigt ødelagt. Den er stadig ikke helt normal, siger Rikke Juul.

Tabte 10 kg på 4 dage
Den dag, Rikke Juul blev indlagt, havde hun en klient i sin praksis. Han fortalte efterfølgende, at han troede, at Rikke var småfuld eller havde kraftige tømmermænd, da hun var ude af ude af stand til at tale klart. Svarene blev til enstavelsesord og korte sætninger. Rikke havde simpelthen ikke luft til at sige mere. En lægekollega i lokalet ved siden af kunne høre hendes hosteanfald igennem væggen, som blev højere og højere. ”Du skal på hospitalet nu,” sagde hun og ringede efter en taxa. Rikke blev indlagt Bispebjerg Hospital med 10 liter væske i bughulen og lunger samt en pumpefunktion på 10-15 procent.

– Jeg blev faktisk lettet, da jeg fik at vide, at jeg havde hjertesvigt. På det tidspunkt var jeg så udmattet, så det at få afklaring på, hvorfor jeg havde det så skidt, var på en eller anden måde rart. Det lyder mærkeligt, kan jeg godt høre i dag, men sådan havde jeg det. Jeg regnede heller ikke med, at det var hjertet, men frygtede, at det var lungekræft, siger Rikke Juul. Hun kom i behandling og tabte 10 kg på 4 dage, da alt for meget væske havde hobet sig op i hendes krop.

Tager den med ro
I dag er Rikke velmedicineret og har fået en biventrikulær pacemaker. Hun arbejder to dage om ugen i sin praksis som psykolog. Kræfterne rækker ikke til mere. Men hun har det godt og holder i øjeblikket ferie i Thailand. En tur hun tager en gang om året, som regel alene.

– Herude tager jeg den med ro, læser, kigger ud i luften, går ture, oplever, spiser, drikker og bader. Intet andet. Her får jeg ladet batterierne op, siger hun.

Rikke Juul er medlem og administrator af en lukket gruppe for hjertesvigtspatienter på Facebook. Her deler patienter og pårørende deres erfaringer og oplevelser med sygdommen. Gruppen har været en stor hjælp og ikke mindst støtte for Rikke Juul.

Har du hjertesvigt, kan du blive optaget i gruppen Hjertesvigt (hjerteinsufficiens) på Facebook. Søg på Hjertesvigt (hjerteinsufficiens) og send en anmodning via Facebook. Du vil herefter modtage en velkomstmail.

Hjerteforeningen sætter fokus på symptomer ved hjertesvigt i disse uger. I de fleste tilfælde vil du opleve symptomer som træthed, åndenød og væske i kroppen. Men det kan være svært at opdage tegnene i tide, da hjertesvigt er en kompliceret sygdom. Så klik dig ind på www.hjertsvigt.dk og bliv klogere på symptomer og årsagerne til dem. Vi har samlet alt  det,du bør vide om sygdommen på hjemmesiden.