Der er forskellige grænser for, hvor højt dit kolesterol må være. Det afhænger af, om du er rask, eller om du har kendt hjerte-kar-sygdom – eller i det hele taget har øget risiko for at få det. Hjerteforeningen har netop udgivet en ny folder "Kolesterol og hjerte-kar-sygdom"

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

HDL-kolesterol må gerne være højt. HDL-kolesterol betegnes også som det herlige kolesterol, da det mindsker åreforkalkning, som kan give blodpropper.

Det er dit LDL-kolesteroltal, du skal være særligt opmærksom på. LDL-kolesterol betegnes også som “det lede kolesterol”.

Som hovedregel bør dit LDL-kolesterol være:

  • Mindre end 1,8 mmol/l, hvis du er kendt med hjerte-kar-sygdom eller har diabetes og andre følgesygdomme
  • Mindre end 2,5 mmol/l, hvis du har flere risikofaktorer (fx ryger, har forhøjet blodtryk eller arvelige hjertesygdomme i familien) eller har diabetes eller alvorlig arvelig kolesterolforhøjelse

Blodets indhold af kolesterol måles ved en blodprøve, og kolesteroltallet angives i millimol pr. liter blod (mmol/l).

Din læge kan fortælle, hvilket LDL-kolesterol-niveau der er det rigtige for dig.

Hvad er kolesterol?
Kolesterol er et fedtstof, der transporteres rundt i blodet. En vis mængde kolesterol i blodet er nødvendig for en lang række vigtige funktioner i kroppen. Der findes ingen dokumentation for, at kolesteroltallet kan blive for lavt med kost og kolesterolsænkend medicin. Blodets kolesterol dannes først og fremmest i leveren (2/3), og ca. 1/3 kommer fra den kost, vi spiser. For stort indtag af mættet fedt gennem kosten øger indholdet af kolesterol i blodet.

Hvorfor er højt kolesterol skadeligt? 
For meget LDL-kolesterol i blodet kan allerede tidligt i livet trænge ind i blodkarrets væg og medføre ’åreforfedtning’. Denne åreforfedtning kan senere i livet blive til åreforkalkning og kan medføre blodpropper i hjertets kransårer.

Folderen kan downloades og bestilles i shoppen fra december 2015.

Det er Hjerteforeningen og Dansk Cardiologisk Selskab, der står bag folderen.

Har du spørgsmål, du gerne vil have svar på, så brug Hjerteforeningens brevkasse

FAKTA
Kend dit kolesteroltal 

  • Ingen kender sit kolesteroltal, før det er målt
  • Det er afgørende, at du kender dit kolesteroltal for at kunne vurdere din risiko for hjerte-kar-sygdom
  • Du kan sagtens have forhøjet kolesterol uden at mærke det
  • Forhøjet kolesterol er en væsentlig risikofaktor for udvikling af hjerte-kar-sygdomme
  • Forhøjet kolesterol kan ændres med hjertesund levevis og medicin