Den 12. september blev finalen i Miss Danmark afholdt. En af deltagerne var 22-årige Linda Kildentoft, som har en medfødt hjertefejl. Hun kæmpede med 29 andre unge kvinder om at blive kåret til Miss Danmark 2015

Bemærk

Denne artikel er over 1 år gammel. Efter artiklen blev udgivet, kan der være sket en udvikling i emnet og fakta, som artiklen omhandler, der ikke er medtaget her.

Da Linda Kildentoft trådte op på podiet som finalist i Miss Danmark-konkurrencen lørdag den 12. september på Kulturkajen Docken, havde hun mere at byde på end blot et kønt ydre. Den unge bachelorstuderende i biokemi på Københavns Universitet kæmper også med en hurtig hjerterytme og må tage hjertemedicin hver dag. Pillerne står ved siden af hendes makeup pung, og minder hende om, at hun skal huske at tage dem hver morgen.

– Selv om Miss Danmark er en skønhedskonkurrence, handler den ikke kun om at se godt ud. Jeg synes, det er vigtigt at vise de svære sider af mit liv, som ikke kun er et glansbillede. Derfor fortæller jeg også på min Facebook-side og min blog om min træning, hverdag og om min sygdom, siger Linda Kildentoft.

Ingen diagnose
Linda mærkede første gang problemer med sit hjerte, da hun var teenager. Ligesom andre unge festede hun de fleste weekender og drak alkohol. Men hendes hjerte begyndte at slå meget hurtigt, nogle gange op til tre minutter ad gangen. Hun reagerede ikke på det, før hun lå syg hos sin mor, to uger i træk.

– De to uger mindede om tømmermænd, men uden at være det. Jeg rørte ikke alkohol, mens jeg var syg. Alligevel ville min læge ikke tro på mig. Han fandt intet unormalt, når han undersøgte mig. Det var frustrerende at blive sat til side på den måde og få at vide, at den hurtige rytme var noget jeg bildte mig ind, siger Linda Kildentoft.

Senere fik hun en Holter-monitor (en maskine som måler hjertets rytme) påsat brystet, men maskinen kunne ikke optage noget brugbart. Linda blev endnu engang sendt hjem, stadig uden en diagnose. Først 2½ år efter hendes første lægebesøg skete der noget. Hun skiftede til en ny læge, som sendte hende til nye undersøgelser. Resultaterne af undersøgelserne viste, at hendes hjerte kunne have en rytme på 200 uden fysisk aktivitet. Til sammenligning er den normale hvilepuls for mænd 60, mens den for kvinder er 70.

 – Det var en lettelse endelig at blive taget seriøst. I 2½ år havde jeg fået at vide at min hjertebanken var noget der foregik i mit hoved, siger hun.

Oplever pres
Linda fik foretaget en ablation i januar 2015. Her går lægen gennem lysken og op i hjertet. Med enden af katetret kan lægen overbrænde de områder eller de celler, der er ophav til rytmeforstyrrelsen. Desværre mislykkedes ablationen, og Miss Danmark-finalisten fik heller ikke denne gang en diagnose. Til gengæld foreslog hendes læge, at hun skulle prøve betablokkere. Det er en type medicin, der bruges ved for hurtig hjerterytme.

I dag mærker Linda ikke meget til sin hjertesygdom. Hun lever et liv stort set som alle andre unge, bortset fra, at alkoholen er lagt på hylden for at undgå de ubehagelige hjerterytmer.

– Jeg oplever tit pres fra mine jævnaldrende om at drikke, selvom jeg ikke har lyst til det. Jeg prøver at gøre op med det pres, ved at vente med at fortælle om mit hjerte til de har accepteret, at jeg ikke har lyst. Eller til jeg mister tålmodigheden med dem. Når de så hører om min hjertesygdom, forstår de, hvorfor jeg ikke drikker, siger Linda Kildentoft.

Film om at være hjerteung
I samarbejde med sin bofælle arbejder hun i øjeblikket på en film, som skal vise, hvordan det er at være ung med en hjertesygdom. Her filmer hun hendes hospitalsbesøg, fra hun træder ind ad hoveddøren, til hun går ud igen.

– Jeg vil gerne vise, hvordan jeg oplever mine hospitalsbesøg, og hvordan mine undersøgelser foregår. Jeg tror, at mange unge undrer sig over, hvordan en hjerteundersøgelse foregår og har brug for at se, hvordan andre unge klarer sig, siger Linda Kildentoft.

Miss Danmark
Linda kvalificerede sig ikke videre til top 16, men er stadig tilfreds med sin deltagelse.

– Det var en kæmpe oplevelse, som jeg vil tage med mig videre, og helt sikkert noget jeg glædeligt vil se tilbage på resten af mit liv, siger Linda Kildentoft.

 


Miss Danmark har eksisteret siden 1926 og bliver afholdt én gang om året. Maria Hirse og Helena Christensen har vundet titlen som Miss Danmark. Vinderen af Miss Danmark går direkte videre til Miss World, som har eksisteret siden 1951. I år bliver Miss World afholdt i byen Sanya i Kina den 19. december.