Hjerteforeningens protektor, H.K.H. Kronprinsesse Mary, uddelte i dag legater til tre forskere fra Hjerteforeningen og Børnehjertefonden. Inden da besøgte Kronprinsessen Herlev Hospital og hilste på tre af Hjerteforeningens rådgivende patienter

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail (klik her).

Hjerteforeningen og Børnehjertefonden har i år tilsammen doneret godt 30 millioner kroner til forskning i behandling af medfødte hjertefejl og til forebyggelse og behandling af hjertekarsygdom. Uddelingen blev markeret i dag ved et arrangement på Hotel d’Angleterre, hvor Kronprinsesse Mary, i sin egenskab som Hjerteforeningens protektor, overrakte legater til tre forskere.

Mette Høj Lauridsen, børnelæge fra Aarhus Universitetshospital modtog fra Børnehjertefonden et legat på 150.000 kroner til sit forskningsprojekt ”Medfødt hjernesygdom ved medfødt hjertesygdom”. Med legatet vil Mette Høj Lauridsen afdække, om der er en sammenhæng mellem lav iltning i hjernen i fostertilstanden og senere udviklingsmæssige problemer hos børn med medfødt hjertesygdom.

Juliane Theilade, læge og ph.d. ved Rigshospitalets Hjertecenter, modtog et legat fra Hjerteforeningen på knap 750.000 kroner til ”Projekt Lazarus – udredning af patienter som har overlevet hjertestop.” Hvert år rammes 500 danskere under 50 år af pludselig uventet hjertedød, men i kun halvdelen af tilfældene finder man en årsag til dødsfaldet. Derfor vil Juliane Theilade nu kortlægge, hvorfor danskere får hjertestop. I de tilfælde, hvor hjertestoppet skyldes en arvelig faktor, kan man med en sikker udredning sætte tidligere ind over for slægtninge med henblik på at mindske deres risiko for også at blive ramt af et hjertestop.

Kronprinsesse Mary overrakte også et legat på en halv million kroner fra Hjerteforeningen til adjunkt Anja Marie Bornø Jensen fra Københavns Universitet. Med projekt ”Tabte hjerter – et antropologisk studie af manglen på donorhjerter i Danmark” undersøger hun, hvorfor de pårørende især siger nej til at vælge at donere hjerter.

Bedre behandlingsmuligheder
I forbindelse med overrækkelsen udtrykte Kronprinsesse Mary glæde over den positive udvikling inden for hjerteforskning og de forbedrede behandlingsmuligheder, som mange hjertepatienter mærker på egen krop.

– Resultaterne af forskningen har også personlig betydning i tusindvis af hjem i hele Danmark, hvor familier er blevet forskånet for en stor smerte og har beholdt et kært medlem af familien. Dem, der er blevet ramt og overlever, kan i dag leve et længere liv med deres hjertekarsygdom og får mulighed for at have et godt og aktivt liv, sagde Kronprinsesse Mary.

Også Henrik Steen Hansen, Hjerteforeningens formand og overlæge, dr.med. på Odense Universitetshospital, understregede i sin tale til Kronprinsessen, forskere, samarbejdspartnere, fonde og familier med hjertebørn, at forskning nytter.

– På bare 20 år er det lykkedes at vende udviklingen og nedbringe antallet af hjertedødsfald med over 75 procent, og her har forskning haft en afgørende betydning. Ny viden fra forskningen skaber grundlag for ny og forbedret behandling inden for hjertekarsygdom, og denne viden anvendes dagligt af læger og andet sundhedspersonale rundt om på landets hospitaler, sagde Henrik Steen Hansen.

Til Hjerteforeningens store glæde og taknemmelighed havde Remmen Fonden givet foreningen en flot donation til at afholde legatuddelingen i Palmehaven på det smukke og traditionsrige Hotel d’Angleterre.

[448x254]Mary_herlev_patien

Kronprinsesse Mary mødte frivillig rådgiver Ulla Løkkegaard og Jes Hansen på Hjerteafdelingen på Herlev Hospital. De er selv hjertepatienter, men hjælper nu andre patienter ved at tale om livet med hjertekarsygdom.
Fotograf: Jeppe Carlsen

Mødte rådgivende hjertepatienter
På dagen for legatuddelingen aflagde Kronprinsessen også et besøg på Hjerteafdelingen på Herlev Hospital. Her talte hun med tre hjertepatienter og tre af Hjerteforeningens rådgivende patienter. De er selv tidligere hjertepatienter, men hjælper nu andre patienter ved at tale om livet med en hjertekarsygdom.

Siden 2005 har Kronprinsesse Mary været protektor for Hjerteforeningen. Hun er livsvarigt medlem af bestyrelsen for Kronprinsesse Marys hjertefond, som støtter forskning i hjertekarsygdomme blandt kvinder.