49-årige Rolf Larsen har allerede været ramt af to blodpropper. Alligevel betragter han ikke sig selv som hjertepatient

Bemærk

Denne artikel er over 1 år gammel. Efter artiklen blev udgivet, kan der være sket en udvikling i emnet og fakta, som artiklen omhandler, der ikke er medtaget her.

Foto: Marie Hald

Slipset sidder snorlige og skjorten er nystrøget, da Rolf Larsen træder ind på kaffebaren denne morgen i indre København. Han kan lige nå at tale med Hjertenyts udsendte, inden han skal på arbejde som IT-chef hos Radisson Blu Hotels & Resorts. Rolf Larsen ligner enhver rask mand i slutningen af 40’erne, der befinder sig på karrieren og livets højdepunkt. Hvem skulle tro, at han allerede har oplevet to blodpropper i sit liv.

– Jeg har aldrig følt mig hjertesyg og betragter mig heller ikke som hjertepatient heller ikke, da jeg var indlagt. Jeg ser mig selv som rask med et skrøbeligt hjerte, siger Rolf Larsen.

Sin egen vej
Helt rask var han nu ikke den 2. juni i 2011. Den dag han blev ramt af sin første blodprop i hjertet. Rolf Larsen steg på mountainbiken for at køre en lang tur. Ca. 10 km før hjemmet følte han sig sløj, men det var varmt den dag, og han havde måske ikke drukket nok. Da han næsten var hjemme, fik han en voldsom kvalme og svimmelhed, men han formåede alligevel at cykle det sidste stykke hjem. Han fandt aldrig ro, da han kom hjem. Det snurrede i venstre arm, og han var generelt utilpas. Når man kører på cykel, kan ens arme godt sove lidt, så det var ikke så usædvanligt, at det snurrede i venstre arm. Det usædvanlige var, at det ikke stoppede igen. Han tog et bad, men lige lidt hjalp det.

– Det er mig, der er syg, sagde jeg til ambulancefolkene, da de ankom og gik dem i møde. Men jeg føler mig højst lidt sløj, siger Rolf Larsen.
Han blev kørt med blå blink til Rigshospitalet og røg straks på operationsbordet, hvor lægerne reddede hans liv med en ballonudvidelse. Dagen efter var Rolf Larsen mest optaget af, hvornår han kunne begynde på jobbet igen. Lægerne vurderede mindst en måneds sygeorlov, men Rolf Larsen følte sig klar allerede efter to uger. Anden gang blodproppen ramte ham var små to år senere. Han fik blodproppen søndagen før påske i 2013 og var på arbejde igen tirsdag efter påske, efter den planlagte ballonudvidelse på Roskilde Sygehus onsdag før skærtorsdag. Denne gang takkede han nej til efterbehandlingsforløb.

– Jeg var allerede i fuld gang med at træne og havde flere kræfter end de andre på holdet, så jeg følte mig lidt malplaceret, siger han.
Til gengæld føler Rolf Larsen sig mere rask end før blodpropperne. Han lever sundt uden at give afkald på nogle af de ting, han har lyst til.

– Man kan godt sige, at jeg har taget sagen i egen hånd og fundet min egen vej igennem hele forløbet. Jeg har genoptaget det liv, som jeg slap og er ikke bange for at prøve noget nyt. Sygdommen skal ikke få lov til at stoppe mig i det, jeg har lyst til, siger han.

Rammer hele familien
Blodpropperne har dog sat sine spor hos familien, som udover Rolfs kone, Jytte, tæller teenagepigerne, Michelle og Yasmin, på 12 og 15 år. Især hans yngste datter, Michelle, har reageret på sin fars hjertesygdom.

– Jeg kan godt mærke, at hun bekymrer sig mere om mig end tidligere. Hun ved godt, at mine blodpropper er alvorlige og kan ramme mig igen, siger han.
Familien har taget deres forholdsregler, uden at deres liv er gået i stå. Rolf Larsen har fx lovet sin kone at reagere, hvis han får det dårligt igen. Men han holder stadig fast i mange af sine fritidsinteresser, som tæller både politik og frivilligt arbejde. Han har været kandidat for Liberal Alliance ved det seneste folketings- og kommunalvalg, ligesom han er aktiv i Borup Idrætsforening og fodboldklubben HB Køge.

– Jeg har faktisk slet ikke tid til at være syg, smiler han og kigger på klokken. Det er tid til at bryde op og komme på job.