Hjerteforeningens Børnehjertefond udstiller 36 fotos om livet med en medfødt hjertefejl, og hvad der kan følge i kølvandet af angst, glæder og håb, indlæggelser og behandling

Vi passer på hinanden

Lad os passe på hinanden ved at følge myndighedernes anbefalinger under coronakrisen. Læs om de generelle anbefalinger på coronasmitte.dk og om anbefalinger for hjertesygdom og coronavirus på hjerteforeningen.dk/corona. Tak!

Sine Dencker er seks år og født med en forsnævring af hovedpulsåren i hjertet. Sarah Hjermitslev på otte år, og de enæggede tvillinger Rasmus og Linus Lindholm på seks, er alle tre født med en kompliceret hjertefejl med hul i hjertet og forsnævring af lungepulsåren (Steno-Fallots tetralogi).

Børnene optræder på en række fotos, der skildrer livet for børn med medfødte hjertefejl. Billederne vises fra den 1. oktober 2014 til den 5. januar 2015 i DGI-byen i København på en udstilling med titlen ”Hjertefortællinger”. Hjerteforeningens Børnehjertefond står bag udstillingen. Fotografierne på udstillingen gengiver en række situationer fra hverdagen som hjertebarnsfamilie, fx undersøgelser og operationer og dagligdagen med skole, kammerater, søskende og forældre.

Forbedret behandling
– Gennem de seneste årtier er der sket en markant udvikling i behandlingen af medfødte hjertefejl, der betyder, at mere end 95 procent af børnene overlever. En del hjertebørn har kun få eller ingen begrænsninger i deres udfoldelsesmuligheder og kan se frem til et liv med job og måske familie. Den glædelige udvikling bliver skildret på fotografierne: Vi ser børn lege og trives og gå i skole. Desuden får vi indblik i de løbende undersøgelser og operationer, der er en del af familiernes liv, siger adm. direktør i Hjerteforeningen, Kim Høgh.

Han fortsætter:

– Jeg er glad for, at vi har fået muligheden for at vise fotografierne i DGI-byen, som mange mennesker dagligt gæster. Dermed får vi skabt bred opmærksomhed om hjertebørnenes særlig vilkår, siger Kim Høgh.

Ved billederne hænger forklarende billedtekster med info om medfødte hjertesygdomme.

På udstillingen er der fotos af flere andre hjertebørn, heriblandt den fem-årige Rose Vestergaard, der desværre ikke overlevede sin hjertefejl. Udstillingen er tilegnet Rose og hendes familie.

Fotograferne Martin Lehmann, Jakob Boserup, Jeppe Carlsen og Mik Peter Rasmussen står bag udstillingens fotografier.

En række kendte danskere er ambassadører for Børnehjertefonden; Bubber og svømmeren Mie Ø. Nielsen er ambassadører for denne udstilling.

Læs mere om udstillingen på Facebook på adressen www.facebook.com/bornehjertefonden