Misbrug af forskningsmidler skaber mistillid, som kan skade hjertepatienterne, siger Hjerteforeningens formand til TV 2 Nyhederne

Bemærk

Denne artikel er over 1 år gammel. Efter artiklen blev udgivet, kan der være sket en udvikling i emnet og fakta, som artiklen omhandler, der ikke er medtaget her.

Henrik Steen Hansen, formand for Hjerteforeningen og overlæge, dr.med. på Odense Universitetshospital, er bange for, at sager om misbrug af forskningsmidler vil skade hjertepatienter over hele landet.

– Jeg frygter, at historier, som vi nu igen har hørt, skaber mistillid til forskerne og til den forskning, som vi er afhængige af i dagligdagen, sagde Henrik Steen Hansen til TV 2 Nyhederne i lørdags.

Hjerteforeningen har sikret sig, at deres økonomiske uddelinger ikke er blevet misbrugt. Alligevel overvejer foreningen at udelukke de mistænkte læger.

– I Hjerteforeningen skal vi have tillid til, at de midler, vi giver til forskning, bliver anvendt i overensstemmelse med det formål, hvortil de er givet, sagde Henrik Steen Hansen.

Fem hjertelæger politianmeldt 
74 læger fra forskellige københavnske hjertecentre mistænkes for at have brugt øremærkede forskningspenge på alt fra smartphones, tablets, besøg på Michelin-restauranter til rejser på business class. Fokus retter sig især mod Rigshospitalets Hjertecenter, hvor 15 hjertelæger risikerer alt fra straffesager til krav om tilbagebetaling af penge.

Fem af overlægerne fra Rigshospitalet er blevet meldt til politiet af Region Hovedstaden, der nu øger kontrollen med brugen af forskningsmidler.

Hjerteforeningen fører skarp kontrol
Hjerteforeningen uddeler hvert år cirka 25 millioner kroner til forskning i hjertekarsygdom. Foreningen fører skrap kontrol med uddeling af forskningsmidler. Der skal altid afleveres dokumentation for, hvordan pengene er brugt, når de projekter, der er støttet af Hjerteforeningen, afsluttes.