Risikoen for at blive ramt af pludselig, uventet hjertedød er mindre for danskere, der dyrker sport, end for alle andre danskere, viser ny forskning støttet af Hjerteforeningen

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail (klik her).

Det sker. Fodboldspillere og andre sportsfolk falder om med hjertestop midt under kamp, konkurrence eller træning.

Nyligst skete det for en løber ved Storebælt Naturmaraton i Skælskør den 16. juni i år. Men ny forskning støtte af Hjerteforeningen kan nu vise, at pludselig, uventet hjertedød blandt 12-49-årige sker langt oftere for danskere, der ikke dyrker sport, end for sportsudøvere.

Forskerne, med reservelæge Bjarke Risgaard fra Rigshospitalets Hjerteafdeling i spidsen, har fundet, at risikoen for at blive ramt af pludselig, uventet hjertedød i forbindelse med sport er mere end syv gange lavere end risikoen for at dø af hjertestop uden relation til sport.

– Vores resultater viser, at der ingen forskel er i risikoen for pludselig, uventet hjertedød for elitesportsfolk og motionister. Men, at de er meget bedre stillet end normalbefolkningen. Det lader altså til, at både konkurrence- og motionssportsfolk er bedre beskyttet mod pludselig, uventet hjertedød, end folk i samme aldersgruppe der ikke dyrker motion, siger Bjarke Risgaard.

Risiko stiger med alder
881 danskere mellem 12-49 år blev ramt af pludselig, uventet hjertedød mellem 2007-2009. De 44 af dødsfaldene var relateret til sport, hvoraf 33 dødsfald ramte motionister og 11 ramte konkurrencesportsudøvere.

Langt de fleste pludselige hjertedødsfald sker blandt de 36-49-årige og ikke de 12-35-årige. Blandt de 12-35-årige er risikoen lige lav, om du er elitesportsudøver eller ej. Blandt de 36-49-årige er elitesportsudøvere i lidt højere risiko for pludselig, uventet hjertedød end motionsudøvere.

Alligevel puster de ulykkelige hændelser ofte til ønsket om at screene sportsfolk for hjertefejl. Det anbefaler de europæiske hjertelægers selskab, ESC, mens Dansk Cardiologisk Selskab hidtil har stået fast på ikke at anbefale screening.

Forebyggelse frem for screening
Den ny forskning giver nu de danske hjertelæger gode argumenter for at holde fast, og det mener Hjerteforeningens forskningschef, professor og overlæge Gorm B. Jensen, at de skal gøre.

– De nye tal viser tydeligt, at sportsfolk ikke er særligt udsatte for hjertestop, så der er ingen grund til at indføre en særlig indsats for at opspore hjertefejl blandt netop sportsfolk. Screening for hjertefejl kan desuden give falsk negative og især falsk positive svar, dvs. at nogle vil få at vide, at de er i risiko for hjertestop, selvom de ikke er det, og måske derfor vil stoppe med at dyrke motion uden grund, med de negative konsekvenser det har, siger Gorm B. Jensen.

I stedet for screening, mener Bjarke Risgaard og hans kollegaer, at bedre udbredelse af viden vil forebygge de uventede dødsfald under sport.

– Vi kan se, at halvdelen af de ramte har haft hjertesymptomer inden for et år. Så vi mener, at der hellere skal bruges kræfter på at udbrede viden til trænere og sportsfolk om, at hvis du har symptomer og for eksempel besvimer under sport, så skal du en tur til læge. Tilsvarende skal lægen være hurtig til at reagere og igangsætte relevante undersøgelser, siger Bjarke Risgaard.

Selvom Bjarke Risgaard ikke har undersøgt, om sport forebygger pludselig uventet hjertedød, er han ikke i tvivl om, at sport er godt for hjertet.