Ny undersøgelse viser, at danske kvinder har svært ved at finde motivationen til at motionere

Vi passer på hinanden

Lad os passe på hinanden ved at følge myndighedernes anbefalinger under coronakrisen. Læs om de generelle anbefalinger på coronasmitte.dk og om anbefalinger for hjertesygdom og coronavirus på hjerteforeningen.dk/corona. Tak!

Viden haves – motivation mangler. Det er konklusionen på en undersøgelse gennemført af Hjerteforeningen. Fire ud af ti kvinder (41 procent) synes, det er svært at få motion gjort til en integreret del af hverdagen – til trods for at stort set alle mener, at motion er en vigtig del i forhold til at holde sit hjerte sundt (99 procent).

Deltagerne i undersøgelsen oplever samtidig, at det er et generelt problem for mange kvinder at finde motivationen til at motionere. Næsten tre ud af fire siger, at de kender mange eller virkelig mange andre kvinder, der har den samme udfordring. 

Pas på dig selv – og andre kvinder
Og der er al muligt grund til at gøre noget ved denne problematik. Studier har vist, at kvinder, der går mindst én time om ugen i moderat tempo, sandsynligvis kan opleve en 50 procent mindsket risiko for at udvikle hjertekarsygdomme.

Hjerteforeningen og Becel kommer nu med en håndsrækning til de kvinder, der har behov for inspiration til at komme i gang med at motionere.  Med motions-app’en ”Gå for hjertet” får kvinderne nu et værktøj, som gør det mere inspirerende og motiverende at gå en tur alene eller sammen med familie eller veninder – og som derudover donerer en krone til forskning i kvindehjerter for hver kilometer, man går. Og via en lang række initiativer over hele landet – bl.a. via Hjerteforeningens lokalforeninger – bliver det muligt at koble sig på hjertesunde gåture.

Læs også: Hjerteforeningen og Becel gentager successen

–    Vi ved jo, at det handler om at spise sundt og motionere regelmæssigt, hvis man vil passe godt på kroppen og forebygge sygdomme. Og det er forholdsvis overskueligt at omlægge kosten. Men mange kvinder har svært ved at finde gejsten til at komme ud og få rørt sig. Med Gå for hjertet lægger vi op til, at kvinder i fællesskab kan komme ud og gå for et godt formål. Forhåbentlig kan vi få motiveret rigtig mange til at snøre traveskoene – så vi kan få samlet en masse penge ind til den vigtige forskning, siger Julie Hafsjold Mohr, kampagneansvarlig hos Becel.

Motivationen til at komme i gang med at motionere er forskellig fra person til person. Men for de fleste handler det om at få de gode vaner etableret med små skridt.

–    Motion er ikke bare noget man får i et motionscenter. Det er ligeså vigtigt at tænke små motionsaktiviteter ind i løbet af dagen, for at bryde den inaktive adfærd og få gang i kroppen, siger Martin Walsøe der er Hjerteforeningens motionsekspert og fortsætter:  

–    Den psykologiske effekt af at man kan måle sin aktivitet skal ikke undervurderes. Bruger man Gå for hjertet kan man holde øje med sine daglige skridt. Videnskabelige studier har vist, at skridttællere fx motiverer folk til at øge deres aktivitetsniveau til næsten det dobbelte. Og oven i dette, så støtter man forskningen i kvinders hjerter og den gode sag, for hver kilometer man går, siger Martin Walsøe.

Fem nemme råd til at få gået mere

  1. Gå til og fra arbejde
  2. Stå af bussen/toget et stop før din destination
  3. Arranger gå-møder på job
  4. Drop bilen og gå når du henter og afleverer børn 
  5. Lån naboens hund, hvis ikke du selv har en