Mads Heerulff kan mere, end han havde troet muligt efter en hjerteoperation. I lørdags gennemførte han VM i halvmaraton i København

God læselyst!

Vi er glade for, at du læser denne artikel. Den er over 2 år gammel, hvilket kan betyde, at der er enkelte faktuelle detaljer, som kan være ændret, siden artiklen blev skrevet. Du er altid velkommen til at skrive til madslo@hjerteforeningen.dk, hvis du har kommentarer. På forhånd tak.

Det var en hel særlig følelse for Mads Heerulff at passere målstregen til VM i halvmaraton i København i lørdags. Ikke på grund af tiden, som lød på 1.56.38, men snarere det at den 42-årige IT-projektleder på JP/Politikens Hus var i stand til at gennemføre de 21,2 km efter en bypassoperation forrige vinter.
 
– Det var vildt og en kæmpe forløsning, jeg ikke havde drømt om, jeg ville opleve. Siden min operation har jeg været bange for at presse mig selv. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville være i stand til at løbe så langt, Men det lykkedes i fin stil, selvom jeg var godt brugt de sidste fem kilometer, siger Mads Heerulff.

Prøve grænser af
Mads Heerulff lider af arveligt forhøjet kolesterol. Både hans far,morfar og fætter har døjet med forskellige typer af hjertesygdom. I 2012 ramte sygdommen for alvor Mads Heerulff. Lægerne på Aarhus Universitetshospital fandt ud af, at hans venstre kranspulsåre var så forsnævret, at en bypassoperation var eneste mulighed. Efter operationen tog han imod et 9 ugers genoptræningsforløb med træning to gange om ugen på hospitalet. Det gav ham i den grad mod på at kaste sig ud i at bruge sin krop igen og dyrke motion.

– Det lyder meget banalt, men jeg havde brug for at prøve grænser af i trygge rammer for at se, hvor meget mit hjerte kunne holde til. Selvom jeg var en af de yngste på holdet og ikke følte mig i målgruppen, mødte jeg op og deltog i træningen. Jeg fokuserede på min egen situation og tog udgangspunkt i det, jeg kunne i min genoptræning. Den filosofi motiverede mig til at holde fast i træningen, siger Mads Heerulff.

Forsvarligt at træne
Selve træningen op til VM i maraton begyndte i oktober sidste år. Inden da havde Mads Heerulff fået grønt lys fra kardiologerne til at løbe distancen. Han downloadede et løbeprogram fra nettet og gik i gang. Han fulgte ikke programmet slavisk, men passede løbetræningen ind i sin dagligdag med familien, som tæller kone og to teenagebørn.

-Undervejs mødte jeg spørgsmålet, om det nu var ok at træne på trods af min sygdom. Det er bare ikke det, man har brug for at høre i den situation. Det er i stedet støtte og opbakning fra sine pårørende, der tæller, siger Mads Heerulff.

Han håber, at hans historie kan inspirere og vise andre hjertepatienter, at det er muligt at være aktiv som hjertepatient. Hvad enten det handler om at løbe et halvmaraton eller gå en tur. 

– Vi kan meget mere, end vi tror. Og brug nu alle de gode genoptræningstilbud, der er i hele landet, opfordrer han.

Mads Heerulff har allerede fået blod på tanden og meldt sig til næste løb. Det bliver i hjembyen Aarhus den 8.juni.

Vil du også i form med løb? Så prøv en af Hjerteforeningens løbeprogrammer. Vi har udviklet programmer for nybegyndere og hjertepatienter.

Vil du hellere motionere i trygge rammer sammen med andre så prøv vores Hjertemotion. Landet over i 30 kommuner tilbyder Hjerteforeningens lokalkomiteer nu motion og samvær til hjertepatienter