Luftforurening igennem længere tid er farligt for hjertet, fastslår forskere i et nyt studie. Hjerteforeningen anslår, at 2.000 blodpropper i Danmark skyldes luftforurening og opfordrer derfor regeringen til at sætte grænseværdier for små partikler

Bemærk

Denne artikel er over 1 år gammel. Efter artiklen blev udgivet, kan der være sket en udvikling i emnet og fakta, som artiklen omhandler, der ikke er medtaget her.

Du bør nok tage dine gåture uden om trafikerede veje og uden for myldretid. Et nyt studie giver nemlig yderligere bevis for luftforureningens skadelige effekt på hjertet. Her har forskere fulgt mere end 100.000 raske europæere igennem 11,5 år.

Efter at have taget højde for en række andre risikofaktorer fandt forskerne ud af, at en øget udsættelse for luftforurening kan give op til 13 procent større risiko for at blive ramt af hjertekarsygdom og koster derfor hjerteliv. Hjerteforeningen anslår, at op mod 2.000 blodpropper i Danmark skyldes luftforurening.

Det nye studie får derfor Hjerteforeningen til at råbe vagt i gevær overfor myndighederne herhjemme.
–    Flere undersøgelser og studier har påvist, at der er en klar sammenhæng mellem luftforurening og hjertekarsygdom. Selvom der ikke findes nemme løsninger på problemet, er det på høje tid, at sundhedsmyndighederne tager luftforurening alvorligt og sætter lavere grænseværdier for udledning af små fine partikler, siger Gorm B. Jensen, forskningschef i Hjerteforeningen. 

Han understreger, at en 13 procent øget risiko for at blive ramt af hjertekarsygdom lyder ikke meget for den enkelte, men samfundsmæssigt vil luftforurening få store konsekvenser for folkesundheden i form af flere sygedage og dødsfald. Der er heller ikke meget, man som enkeltperson kan gøre ved luftforureningen udendørs – udover at flytte uden for byen. Til gengæld bør man kigge på forureningen inden døre.
– Røg fra brændeovne, stearinlys og stegeos kan vi begrænse og sørge for at lufte ud i hjemmene, siger Gorm B. Jensen. 

Andre studier har vist, at luftforurening ikke kun påvirker hjertet og blodkarrene, men også forværrer hjertesvigt. For nyligt afslørede et dansk studie, at risikoen for at dø eller blive indlagt pga. hjertesvigt er forhøjet et par procent i dagene efter en stigning i luftforurening. 

Det er særligt de små partikler, som forskerne anser for farlige for kroppen og hjertet. Partiklerne minder om tobaksrøg. Kommer de ned i vores lunger, aktiverer de vores immunforsvar, som derpå kan skade vores krop.   

Sådan undgår du luftforurening:
Hjerteforeningen har samlet et par gode råd til, hvordan du kan undgå luftforurening og dermed beskytte dit hjerte i hverdagen:

  1. Bor du tæt på en trafikeret vej, så undgå at åbne dine vinduer mod gaden i myldretiden og luft ud mod gården eller haven
  2. Tag cyklen frem for bilen. I en bil er du nemlig tættere på andre bilers udstødningsgasser, der trænger ind i kabinen gennem ventilationsanlægget. Bor du i København, kan du med fordel bruge de grønne cykelruter
  3. Undgå at løbe eller udøve andre krævende udendørs aktiviteter på steder, hvor der er høj luftforurening – for eksempel i nærheden af en trafikeret vej i myldretiden. Prøv en af vores 156 hjertestier i hele landet. Bor du i København, kan du med fordel løbe på de grønne løberuter
  4. Institut for Miljøvidenskab under Aarhus Universitet laver dagligt en luftudsigt, så du kan se, hvordan luftforureningen er i dit område. Tjek luftudsigten her
  5. Luftforurening findes også indendørs. Forskerne er dog i tvivl om, hvor meget effekt, det har på hjertet. Men det er altid en god idé at lufte ud efter, at du har haft stearinlys tændt.