Rehabilitering skal være en patientrettighed. Det mener Hjerteforeningens formand, Henrik Steen Hansen, der giver sit bud på, hvordan alle hjertekarpatienter får den fornødne efterbehandling

Bemærk

Denne artikel er over 1 år gammel. Efter artiklen blev udgivet, kan der være sket en udvikling i emnet og fakta, som artiklen omhandler, der ikke er medtaget her.

Hver femte af landets hjerteklappatienter bliver ikke tilbudt deltagelse i et genoptræningsforløb efter endt operation. Region Nordjylland er bedst – her oplever ”kun” 12 procent af patienterne, at de ikke får tilbudt genoptræning – Region Hovedstaden værst – her oplever ”hele” 33 procent af patienterne, at de ikke får tilbudt genoptræning.

Dén triste nyhed kom i starten af året fra forskere ved Rigshospitalet og Roskilde Hospital. Samtidigt kunne forskere fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet fortælle, at hele 42 procent af hjerteopererede ikke gennemfører et tilbud om specialiseret genoptræning på landets sygehuse. Den undersøgelse viste også, at de alt for mange patienter, der ikke gennemfører genoptræningen har noget til fælles. Mange bor alene, er overvægtige eller får antidepressiv medicin.

Hjertekarsygdomme kan ramme alle, men går hårdest ud over netop de socialt sårbare. Mens det samlede antal af danskere, der dør af hjertekarsygdom er halveret i løbet af de sidste 15 år, har de kortest uddannede danskere 45 procent større risiko for at dø af hjertekarsygdom end de længst uddannede.

Den ulighed er uacceptabel. Når tilbuddene om efterbehandling oven i købet er så dårlige til at nå de socialt sårbare, er der grund til at råbe vagt i gevær – og løse problemet.

Efterbehandling for patienter, rehabilitering, er nemlig afgørende vigtig for hjertekarpatienters overlevelse og livskvalitet. Manglende genoptræning har store konsekvenser for patienten i form af lavere funktionsniveau, dårligere livskvalitet og alt for ofte kortere liv. Samtidig koster det samfundet dyrt i tabt arbejdsindsats, overførselsindkomster og genindlæggelser.

Forskning støttet af Hjerteforeningen har vist, at de 30-65-årige hjertesvigtpatienter, der tjener mindst, har dobbelt så stor risiko for at blive genindlagt inden for det første år, efter de har fået konstateret hjertesvigt, og ligger dobbelt så lang tid på hospitalet, i forhold til de højestlønnede i samme aldersgruppe.

Det koster liv: De lavestlønnede har 65 procent højere risiko for at dø det første år, efter at de har fået konstateret hjertesvigt.

Hjerteforeningen har et godt bud på en løsning. I et forskningsprojekt ved Aarhus Universitetshospital i Skejby, som Hjerteforeningen også har støttet, blev socialt sårbare hjertepatienter tilbudt udvidet rehabilitering.

Forsøget blev en succes. Det lykkedes at få næsten alle til rehabilitering, og patienterne fik det bedre. Forsøget viste også, at en socialt differentieret rehabilitering kan implementeres og ikke er betydeligt dyrere. Derfor skal sundhedsvæsnet tilbyde socialt differentieret rehabilitering.

Nationale kliniske retningslinjer for rehabilitering vil hjælpe os noget af vejen. De skal udover fysisk genoptræning omfatte patientundervisning, støtte til rygestop, kostomlægning, og ændring af livsstil, optimeret medicinsk behandling, risikofaktorkontrol, klinisk opfølgning og ikke mindst psykosocial støtte.

Organiseringen af tilbuddet skal understøtte de faglige kompetencer, så der bliver plads til at møde patienterne dér, hvor deres behov er. Det vil betyde, at flere patienter skal holdes mere i hånden, men måske også at andre patienter har brug for mindre hjælp. Det afgørende er at finde løsninger, så alle patienter bliver vurderet for behov for genoptræning, og at den enkelte patient får den genoptræning han eller hun har brug for.

Rehabilitering skal være en patientrettighed. Vi har ikke råd til at lade være – hverken menneskeligt eller økonomisk.