<p>Ny forskning slår fast, at multivitaminpiller ikke gavner. Følger du kostrådene skal du nok få alle de vitaminer og mineraler, du har brug for, siger Hjerteforeningens kostekspert</p>

Bemærk

Denne artikel er over 1 år gammel. Efter artiklen blev udgivet, kan der være sket en udvikling i emnet og fakta, som artiklen omhandler, der ikke er medtaget her.

En vitaminpille om dagen lyder som en god, simpel og sikker måde at sikre sin sundhed. Men tre nye forskningsprojekter, netop offentliggjort i det højt ansete Annals of Internal Medicine, viser nu, at effekten udebliver.

Forskerne bag første artikel tog fat på spørgsmålet om, hvorvidt raske kan forlænge livet og undgå hjertekarsygdom og kræft med en multivitaminpille. Anden artikels forfattere undersøgte om multivitaminer kan forebygge alderens gnaven i vores hjerners evne til at tænke, lære og huske. Tredje artikels forskere spørger om blodproppatienter rammes af færre hjertekartilfælde, hvis de får multivitaminpiller.

Svaret på alle tre: Nej. En daglig dosis multivitamin har ingen effekt på helbredet. Om du så er rask eller allerede lider af hjertekarsygdom.

Lad vitaminpillerne stå
Hjerteforeningens kostekspert, Hanne Skov, foreslår, at vi lader multivitaminpillerne stå på butikkernes hylder.

– Vitaminer og mineraler skal vi have fra vores kost, ikke fra piller. Spiser du en sund og varieret kost og følger kostrådene, får du de vitaminer og mineraler samt en række andre vigtige stoffer, som kroppen har brug for, siger Hanne Skov.

Der er ikke tilstrækkelig dokumentation for at anbefale en daglig multivitamin- og mineralpille til hjertekarpatienter, fortæller Hanne Skov, men der kan være særlige tilfælde, hvor der er behov for at tage tilskud af enkelte vitaminer eller mineraler.

– Nogle sygdomme og tilstande, fx hvis du er småtspisende, kan give dig mangel på specifikke vitaminer og mineraler. I den sammenhæng kan lægen med god grund ordinere de relevante tilskud. Men for langt de fleste er multivitaminpillerne spild af penge, siger Hanne Skov.

I næste nummer af Hjertenyt, der udkommer 29. januar 2014, kan du læse meget mere om, hvordan du med helt almindelig mad får dækket dit behov for vitaminer og mineraler.