Tilberedte færdigretter slås op som sunde, men er smækfyldte med salt, viser test fra Hjerteforeningen. Det er vildledning, mener ekspert

Bemærk

Denne artikel er over 1 år gammel. Efter artiklen blev udgivet, kan der være sket en udvikling i emnet og fakta, som artiklen omhandler, der ikke er medtaget her.

Du sparer måske tid ved at købe en færdigret, men du vinder langt fra noget på sundhedskontoen ved at spise tilberedte retter fra køledisken. Det afslører en ny salttest af færdigretter, som Hjerteforeningen har lavet. Under foliet på færdigretterne gemmer sig så meget salt, at det kan være en farlig cocktail for dit hjerte.

Af de 11 frosne færdigretter, som Hjerteforeningen har testet, løber kylling i karry fra Findus med vindertitlen, hvad angår indhold af salt. En portion(ca. 390 gram) kylling i karry indeholder 1,83 gram salt. Overraskende er måske, at biksemad med kartofler, løg og oksekød fra Steff Houlberg kommer på 2. pladsen med 1,43 gram salt per portion (ca. 275 gram).

Vinder og taber
Testens store salttaber er en anden ret med kylling i karry fra mærket Åblomst. Spiser du en portion (300 gram) af denne færdigret, får du 3,99 gram salt indenbords. Det svarer til, at du har fået over halvdelen af det salt, du må få den dag i forhold til de officielle anbefalinger, som i øjeblikket lyder på max 6 gram salt for kvinder og 7 gram salt for mænd om dagen. Millionbøf med kartoffelmos er nummer 2 taber skarpt efterfulgt af brændende kærlighed med kartoffelmos bacon og løg. Begge retter gemmer på over 3 gram salt for en portion. Resultaterne af testen overrasker på ingen måde Ulla Toft, Seniorforsker, ph.d., cand.scient. i human ernæring fra Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed.

– Færdigretter er en af de store kilder til salt i vores kost. Indtil nu har vi haft meget fokus på at undgå fedt og sukker i vores kost. Nu viser det sig, at for meget salt øger også risikoen for hjertekarsygdom. Derfor er salt med i de nye kostråd med anbefaling om at skære ned på vores forbrug, og her hjælper det altså ikke at spise løs af færdigretter, siger Ulla Toft.

For meget salt øger nemlig risikoen for forhøjet blodtryk, som kan give blodpropper i hjernen og hjertet på længere sigt. I øjeblikket får vi danskere mellem 9-11 gram salt om dagen. Spiste vi 3 gram mindre salt om dagen, vil 1.000 dødsfald og 400.000 tilfælde af forhøjet blodtryk kunne undgås, viser beregninger fra Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed.

Hold igen med saltet
Testens salttaber kylling i karry fra Åblomst, slår sig også op som at være ”sund” ved at have et lavt fedtindhold. Men selvom producenterne holder igen med fedtet, skruer de op for saltet i retten. Andre færdigretter, som chili con carne fra Hanegal, markedsfører deres ret som mad med mange grønsager, lavt fedtindhold, mindre salt og ingen tilsætningsstoffer. Færdigretten er oven i købet Nøglehulsmærket, men det skal forbrugerne ikke lade sig forblænde af.  Med en portion (450 gram) chili con carne fra Hanegal får de også 3,78 gram salt.

– Der er rigtig meget vildledning i det her. Forbrugerne risikerer at blive snydt fordi, de tror, at færdigretter er sunde, når fedtindholdet er lavt. De glemmer, at retten indeholder meget salt, som producenterne tilsætter som smagsforstærkere, siger Ulla Toft.

En færdigret en gang i mellem kan der sagtens blive plads til, forklarer Ulla Toft. Sørg for at tjekke indholdet af salt på færdigretten, inden du lægger den i indkøbskurven. Der er op til flere gram salt at spare ved at vælge den mest saltfattige udgave. Et andet alternativ er at gå i køkkenet og lave din egen biksemad eller kylling i karry. Køber du alligevel en færdigret i ny og næ, så suppler op med grønsager eller en portion salat, lyder rådet fra Hjerteforeningen.

Sådan har vi testet:
Hjerteforeningen har udvalgt 11 færdigretter, der sælges i landsdækkende butikker. Retterne er færdigtilberedte og skal bare varmes op i ovnen. Hjerteforeningen har indgået et samarbejde med Varefakta, der på baggrund af en liste med de udvalgte færdigretter, bestiller analyser hos et af de laboratorier, som de samarbejder med. Laboratoriet står for indkøb af produkterne og test af produkternes saltindhold per 100 gram. For at sikre et validt resultat, indkøbes 6 eksemplar af hvert produkt, der blandes hvorefter der udtages en prøve. Herefter har Hjerteforeningen beregnet, hvor meget salt der er i en portion færdigret. Færdigretterne vejer mellem 150 gram og 500 gram per portion. Der er således stor forskel på portionsstørrelserne afhængig af typen af retter og producenter.