<p>Ja, hvis du gør noget. Den 16. oktober er Hjertestarterdag i Danmark, og derfor tilbyder Hjerteforeningen gratis minikursus i førstehjælp på alle vores rådgivningscentre rundt i landet<br /></p>

Bemærk

Denne artikel er over 1 år gammel. Efter artiklen blev udgivet, kan der være sket en udvikling i emnet og fakta, som artiklen omhandler, der ikke er medtaget her.

De første minutter er livsvigtige, når et menneske falder om med hjertestop. Hjertemassage, kunstigt åndedræt og stød med en hjertestarter kan betyde, at personen overlever – og det er ikke svært at lære at redde liv.

I Danmark er der hvert år 3.500 personer, som falder om med et hjertestop uden for hospital. Deres chance for at overleve afhænger af, at der er mennesker til stede, som kan og tør yde livreddende førstehjælp. I dag overlever ca. 10 pct. hjertestop uden for hospital i Danmark. Hvis flere danskere lærer at redde liv, kan endnu flere liv reddes.

hjertestarterdagen-logo

Derfor tilbyder Hjerteforeningen gratis minikurser i førstehjælp i Hjerteforeningens rådgivningscentre landet over den 16. oktober 2013.

Den 16. oktober er nemlig den europæiske hjertestarterdag. Over hele Europa bliver der denne dag sat fokus på den vigtige livreddende førstehjælp. I Danmark står Dansk Råd for Genoplivning, som Hjerteforeningen er en del af, i samarbejde med TrygFonden bag en opfordring om at lære livreddende førstehjælp og gå på jagt efter de skjulte hjertestartere for at få dem registreret.

På dagen tilbyder Hjerteforeningens rådgivningscentre gratis 45 minutters minikurser, hvor man kan afprøve at give livreddende førstehjælp og bruge en hjertestarter.

Læs mere om arrangementerne og tilmeld dig på www.hjertestarterdagen.dk

Hjertestartere
–  I Danmark findes der mange hjertestartere, men de bliver for sjældent brugt, fordi kun meget få ved, at hjertestarterne er der, eller fordi de ikke er registreret. I forbindelse med Hjertestarterdagen opfordrer vi derfor alle til at hjælpe, så vi får alle hjertestartere registreret, siger Hanne Balle der er projektleder og sygeplejerske  i Hjerteforeningen.

www.hjertestarter.dk kan du se de hjertestartere, der er registreret.
Deltag i konkurrencen om at finde de uregistrerede hjertestartere på hjertestarterdagen.dk