Hjertepatienter elsker kaffe. De drikker den gerne sort og helst derhjemme. Det viser en ny undersøgelse om kaffevaner samt viden og holdninger blandt Hjerteforeningens medlemmer.

Bemærk

Denne artikel er over 1 år gammel. Efter artiklen blev udgivet, kan der være sket en udvikling i emnet og fakta, som artiklen omhandler, der ikke er medtaget her.

Du kan roligt holde fast i dit morgenritual med at tænde for kaffemaskinen og se frem til dagens første kop. En ekstra kop kaffe op ad formiddagen gør skam heller ikke noget, efterfulgt af endnu en over middag og måske en tår senere på dagen. Hjertepatienter elsker kaffe, især filterkaffe, og de drikker det gerne dagligt, særligt når de er hjemme. Det viser en ny undersøgelse, som Brancheforeningen for Kaffe og Te har gennemført i samarbejde med Hjerteforeningen blandt foreningens medlemmer.

Ifølge undersøgelsen drikker hele 87 procent af Hjerteforeningens medlemmer kaffe. Flest hjertepatienter nyder mellem tre og fem kopper kaffe om dagen ligesom resten af befolkningen. Og det kan de blive ved med, selvom de har en hjertesygdom. For kaffe er slet ikke så usundt, som vi engang troede, forklarer Kjeld Hermansen, professor og overlæge ved Medicinsk Endokrinologisk afdeling på Aarhus Universitetshospital. Han er hovedforfatter på rapporten ”Kaffe, sundhed og sygdom”, som Vidensråd for Forebyggelse udgav i 2012.

– Har du et moderat indtag af filterkaffe, er der ikke øget risiko for, at du udvikler iskæmisk hjertesygdom, forhøjet blodtryk, blodprop eller blødning i hjernen. Nye studier tyder faktisk på, at 3-4 daglige kopper filterkaffe mindsker risikoen for udvikling af blodprop eller blødning i hjernen med ca. 10 procent, siger Kjeld Hermansen.

Filterkaffe – det sunde valg
Der er altså ingen grund til at holde igen med den sorte drik som hjertepatient, så længe den drikkes i filterudgaven, understreger Aarhus-professoren. Ved filterkaffebrygning frafiltreres nemlig stofferne cafestol og kahweol, som har vist sig at øge blodets total- og LDL-kolesterol og dermed øger risikoen for hjertekarsygdom. Ud fra undersøgelser af kaffe ved forskerne i dag mest om filterkaffens virkning på kroppen.

– Der er derfor behov for flere undersøgelser, der kan belyse, om kaffetyper, der er oppe i tiden som stempelkaffe og espresso, øger risikoen for hjertekarsygdom. Vi vil også gerne blive klogere på, hvorvidt genetisk disposition betyder, at nogle personer har større risiko for at udvikle sygdom, hvis de udsættes for specifikke livsstilsfaktorer som fx forbruget af kaffe, siger Kjeld Hermansen.

Pas på de moderne kaffetyper
Danskernes kaffevaner har ændret sig igennem tiden og nye kaffetyper som espresso, kaffe med kapsler og stempelkandekaffe vinder frem på cafeer og restauranter. Hver femte dansker drikker i dag caffe latte, når de er ude – mod kun hver tiende hjertepatient, afslører undersøgelsen. Udover at kolesteroltallet kan stige ved de moderne kaffetyper, er mælken og sukkeret også en faldgrube, fortæller Kirsten Sonne Pedersen, klinisk diætist i Hjerteforeningens rådgivningscenter i København.

– For mange kopper af de nye kaffetyper i løbet af en dag tæller i kalorieregnskabet. Nyd i stedet en enkelt kop engang imellem med skummet- eller minimælk, siger Kirsten Sonne Pedersen.  

Det budskab har mange hjertepatienter allerede taget til sig. Hele 64 procent af  de hjertepatienter, der drikker mælk eller fløde i kaffen, drikker nemlig deres kaffe med mini- eller skummetmælk. Kun fire procent bruger fløde i kaffen. Men de fleste hjertepatienter nyder deres kaffe sort. Hele 62 procent af alle hjertepatienter drikker deres kaffe sort.