Spis flere fisk, vælg magert kød og spar på saltet, hvis du vil leve sundt. Det er nogle af de nye kostråd, som Fødevarestyrelsen offentliggør i dag.

Bemærk

Denne artikel er over 1 år gammel. Efter artiklen blev udgivet, kan der være sket en udvikling i emnet og fakta, som artiklen omhandler, der ikke er medtaget her.

 Sild, laks, broccoli, rodfrugter og rugbrød. Spiser du disse madvarer i løbet af en uge, følger du de nye kostråd. Vi skal nemlig vænne os til at spise flere fisk, grovere grønsager, magert kød og spare på saltet ifølge de nye råd. Lever du efter dem, får du dækket dine behov for vitaminer, mineraler og andre vigtige næringsstoffer. Det nedsætter risikoen for blandt andet hjertekarsygdom.

Ifølge de nye råd bør du spise 350 gram fisk om ugen mod tidligere 300 gram om ugen, hvoraf de 200 gram skal være fed fisk som fx laks, ørred, makrel og sild. Alle former for fisk tæller til gengæld med også fiskefrikadeller, frossen fisk samt fisk på dåse. Det nye fiskeråd glæder Hjerteforeningen, da fed fisk indeholder de særlige omega-3 fedtsyrer, som kan beskytte mod blodprop i hjertet.

Vælg også magert kød med maks 10 procent fedt og spis højst 500 gram tilberedt kød om ugen fra okse, kalv, lam eller svin. Det svarer til 2-3 middage om ugen og lidt kødpålæg, lyder et andet af de nye kostråd.

Endelig er salt kommet ind som et nyt kostråd. Vi bør købe madvarer med mindre salt og skære ned på brugen af salt i madlavningen ligesom vi bør smage på maden, når vi laver mad og ved bordet.

-Salt er en stor risikofaktor for at udvikle forhøjet blodtryk og dermed hjertekarsygdom. Det er dog langt fra nok at vælge fødevarer med et lavt saltindhold og begrænse salt i madlavningen, hvis vi vil undgå at blive hjertesyge. Saltmængden i de forarbejdede madvarer skal ned, da 80 procent af vores saltindtag kommer derfra. Derfor fortsætter vi arbejdet i Saltpartnerskabet med at sikre, at industrien sænker saltet i deres produkter, siger Hanne Skov, Hjerteforeningens kostkonsulent.

Rettesnor
De nye kostråd bygger på forskning, hvor der er fundet sammenhæng mellem sundhed og mad. Brug rådene som en rettesnor for, hvordan du opnår en balance mellem det du spiser og drikker i din hverdag kombineret med motion, opfordrer Fødevarestyrelsen. Den udmelding bakker Hjerteforeningen også op om.

– De nye kostråd giver danskere såvel som hjertepatienter et solidt grundlag for at leve sundt. Rådene giver anvisninger på, hvordan du kan spise dig til et sundere liv i hverdagen, siger Hanne Skov.