<p spellcheck="true">Det føles som om hjertet hopper ud af brystkassen, når Svend Petersen får et anfald af atrieflimren. Nu håber han, at en ablation kan hjælpe ham af med symptomerne</p>

Bemærk

Denne artikel er over 1 år gammel. Efter artiklen blev udgivet, kan der være sket en udvikling i emnet og fakta, som artiklen omhandler, der ikke er medtaget her.

Svend Petersen havde flere gange oplevet noget, der murrede i brystet. Han vidste ikke, hvad det var. Den ubehagelige fornemmelse kunne vare et par dage. Men han slog det hen, for det gik jo over af sig selv.

En morgen i 2004 bliver ubehaget for den dengang 53-årige typograf for stort. Han er på vej på arbejde på Fyens Stiftstidende, da anfaldet rammer. Han føler, at han ikke kan få luft, og hiver efter vejret, så han vender bilen og kører i stedet mod lægen. Her bliver han straks sendt med ambulance til hjerteafdelingen i Odense. Efter hjertelægens undersøgelser får han stillet diagnosen: atrieflimren.

– Anfaldene er meget ubehagelige. Det føles som om hjertet hopper ud af brystkassen, og jeg kan ingenting mens det står på. Men efter jeg har fået at vide, hvad det er, og at det ikke er livstruende at have anfaldende, bliver jeg ikke længere bange, når jeg får dem.

Vi sidder i en solbeskinnet udestue, mens Svend Petersen fortæller om sine erfaringer med atrieflimren. Han og konen Eva Petersen har boet her i huset nord for Odense siden 1974. Deres tre sønner er for længst flyttet ud, så nu er det børnebørnene, der er gjort plads til, med legeværelse, barnevogn til middagslure og den nyvundne fritid, efterlønnen har givet dem.

Træt af søvnmangel
Det er ikke hver dag, at Svend Petersen har energi nok til at tumle med børnebørnene. Han sover aldrig igennem og ender i stedet med at sidde foran fjernsynet midt om natten.

– Jeg sover dårligt. Jeg ved ikke om det er bivirkningerne af noget af medicinen, eller om det faktisk er anfald, der bare er dæmpet af medicinen, men jeg føler tit en uro i brystet om natten. Så kan jeg ikke falde i søvn igen. Det føles lidt bedre, når jeg sidder op.

Alle de anfald, Svend Petersen får, skriver han ned og gemmer i et dokument. Det ligger i et mørkegrønt ringbind, hvor han også har samlet alle sine indkaldelsesbreve, undersøgelsesresultater og medicinoversigter. Det er vigtigt for ham, at have tjek på sin sygdom.

– Jeg vil gerne vide, hvad der sker. Det giver større ro, når jeg skriver det ned. Så ved jeg, at der er styr på det.

Håber at blive kvit for symptomer med ablation
Indkaldelser, undersøgelser og medicin er blevet en del af Svend Petersens hverdag siden den gang i 2004. Han får blodfortyndende Marevan mod blodpropper i hjernen, ACE-hæmmeren Enacodan mod et for højt blodtryk, betablokkeren Selo-Zok for at holde pulsen i ave, og Cordarone til at lægge en dæmper på anfaldene. Men alligevel er de taget til. De kommer tiere og tiere. Flere gange har det været nødvendigt for Svend Petersen at komme på hospitalet og få stødet hjertet tilbage i normal rytme.

– Det er blevet tid til at forsøge en ablation. Jeg har forsøgt at udskyde det. For hvorfor gøre det, hvis det måske ikke virker? Men jeg kunne ikke blive ved. Jeg hader simpelthen de symptomer. Så mit store håb er at blive symptomfri – og slippe for noget af al medicinen. Det kunne jeg godt tænke mig. Og få en nats søvn igen.

Den 6. februar blev Svend Petersen ablateret første gang, men lægerne måtte afbryde indgrebet, fordi de ikke kunne få hjertet tilbage i sinusrytme under indgrebet. Så de prøvede igen den 6. maj.

Denne gang forløb indgrebet som det skulle, sagde lægerne, men ablationen brændte ikke problemerne væk. Listen i det mørkegrønne ringbind vokser sig stadig længere med anfald, indlæggelser, cordarone-drop og hele syv DC-stød.

– Det er da frusterende, for det er på en måde invaliderende, når jeg ingenting kan lave under anfaldene, og jeg ikke ved, hvornår det næste rammer. Sidste gang var det foran fjernsynet. Men jeg er stadig optimist og ser frem til det tredje forsøg om en måneds tid.

Holder igen for at undgå anfald
Svend Petersen plejede at være aktiv. Han dyrkede motionsløb, tog på cykelture med konen, og hjalp børnene med husbyggeri. Uden for udestuen står tre stakke fliser, som Svend Petersen selv vil lægge på terrassen udenfor. Men frygten for nye anfald lægger en dæmper på hans udfoldelser i hverdagen.

– Jeg undlader at gøre ting, som får pulsen op, fordi jeg er bange for at få symptomer, og fordi det føles lige som anfaldene. Så min kondition har det ikke så godt. Men jeg har købt en el-cykel og i vinters gik jeg til gymnastik i Hjerteforeningens center. Det var et hold for folk med atrieflimren, hvor vi også lærte om kost og den slags. Det var en rigtig god oplevelse.

af , 12. september 2013