Danskernes saltindtag falder, viser en ny undersøgelse. Det glæder Hjerteforeningens sundhedschef, Charlotte Kira Kimby, men der er stadig langt til målet om at nedsætte danskernes saltforbrug med 3 gram og redde 1.300 liv årligt

Bemærk

Denne artikel er over 1 år gammel. Efter artiklen blev udgivet, kan der være sket en udvikling i emnet og fakta, som artiklen omhandler, der ikke er medtaget her.

Danskerne spiser mindre salt end tidligere. Det viser en ny undersøgelse, som Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed har gennemført for Fødevarestyrelsen på baggrund af analyser foretaget i 2006 og 2010.

For de kvinder, der deltog i undersøgelsen, faldt saltforbruget i perioden med et halvt gram og for mændene næsten et helt (0,8 gram).

 – Det her er godt nyt for danskernes helbred. Selv en beskeden reduktion af vores daglige saltindtag vil kunne sænke blodtrykket og forebygge en lang række dødsfald som følge af hjertekarsygdom hvert år, siger Charlotte Kira Kimby.

Vi skal længere ned
Arbejdet er ikke slut endnu. De fleste danskere indtager i gennemsnit 10 gram salt om dagen. Hjerteforeningen anbefaler et max indtag af salt på 6 gram for kvinder og 7 gram for mænd. På længere sigt gerne max henholdsvis 5 og 6 gram.

Det arbejder Hjerteforeningen for i Saltpartnerskabet ved at få aftaler på plads med fødevareproducenter om mål for reduktion af salt i færdigpakkede fødevarer.

 – De nye tal viser os, at vores arbejde i Saltpartnerskabet er nødvendigt. Det motiverer os til at fortsætte vores arbejde, så vi kan nå vores mål om at få danskerne til at spise tre gram mindre salt om dagen og spare 1.300 dødsfald årligt, siger Charlotte Kira Kimby.

Danskernes saltindtag bliver analyseret igen i 2014.

Hvor kommer saltet i maden fra
Det meste af det salt du spiser, er allerede tilsat maden, når du køber den, og i de måltider du får serveret, når du spiser ude. En mindre del af saltet får du fra det ekstra salt, du tilsætter, når du laver mad og ved middagsbordet. Der er ingen risiko for, at få for lidt salt, hvis du sparer på saltet som anbefalet.

af , 20. juni 2013